I familiens skød.

For en måneds tid siden fik jeg en SMS-besked fra mor. De havde modtaget en invitation til en 120 (2x60) års fødselsdag, som ville blive afholdt som brunch, fra min faster og onkel. Og mit navn stod også på invitationen, så Mor ville bare lige høre om at jeg ville med. Jeg tænkte ikke nærmere over det og da der jo var lang tid til, så takkede jeg bare ja. Siden er tiden bare gået stærkt og i fredags opdagede jeg så at datoen for det her brunch, var d. 1 juni, altså i dag. Og pludselig kunne jeg bare mærke angsten og nervøsiteten skylle op i mig. Jeg kunne mærke hvordan at mine hænder begyndte at ryste ved tanken om at skulle være sammen med så mange mennesker i flere timer og at skulle overskue en brunch-buffet på en kro, som at jeg aldrig havde været på før.

Flere gange igår eftermiddags var jeg lige på nippet til at skrive til Mor at jeg havde fortrudt og at jeg ikke havde lyst til at tage med alligevel, men frygten for at skuffe hende og far var for stor til at jeg gjorde det. Så i morges stod jeg tidligt op (det var jo brunch og der var en lille times køretur hen til kroen, så Mor og Far ville hente mig klokken 08.30), tog tøj på og for en gangs skyld lagde jeg mascara på øjenvipperne og tog øreringe og en ring på, bare for at se en smule præsentabel ud. Da jeg sad på bagsædet i Fars bil kunne jeg mærke hvordan at mit angst-niveau bare steg og blev ved med at stige. Normalt ville Lillesøster kunne dæmpe det lidt, men hun skulle ikke med, da hun var i Paris med ungdomsskolen. Jeg sad og prøvede at berolige mig selv ved at tælle reflekspæle i vejkanten og det hjalp faktisk en smule.

Da vi ankom ved omkring kl. 09.40, var vi nogle af de første og derfor ventede vi i bilen og kort tid efter begyndte mine onkler, tanter, kusiner og fætre at ankomme i en lind strøm og vi fulgtes ind. Og så kom det værste: "Goddag-runden" hvor man giver hånd til alle, også dem som at man ikke kender. Heldigvis er jeg ejer at en ekstrem dårlig blodforsyning til hænder og fødder, så jeg får ikke svedige håndflader, men mentalt var mine hænder meget klamme. Men jeg smækkede et smil på og kom igennem hele flokken og opdagede til stor lettelse at jeg havde fået plads ved et bord blandt 3 af mine ældre kusiner og deres mænd og min fætter på 16, og så slappede jeg lidt af igen. Og trods at jeg nærmest var gået ud af mit gode skind, så gik det faktisk rigtig godt og jeg hyggede mig rigtig meget. Jeg fik snakket rigtig meget med mine kusiner og min fætter og vi grinede en masse. Jeg sad ved siden af mine kusine på omkring 30 år, som selv har døjet en del med nogle psykiske problemer i form af en depression og angst og vi snakkede virkelig godt sammen og jeg følte mig forstået på et helt andet niveau end jeg plejer.

Så nu sidder jeg her på min seng og er træt, men tilfreds med at jeg tog med. Jeg har nok fået dækket mit sociale behov for det næste stykke tid og vil nok være mentalt udmattet de næste par dage, men jeg føler at det var dét værd. Jeg har haft en god dag, trods at jeg virkelig gruede for det forinden, jeg har nogle skønne familiemedlemmer, som kan lide mig som jeg nu engang er og jeg har klaret mig igennem en brunch, uden spørgsmål om hvorfor at jeg ikke spiste løs, men nøjedes med te og lidt frugt og kun to gange var der en der udbrød at "hold da op, hvor så jeg mager ud". Så jeg er positivt overrasket og kunne godt lokkes til at gøre noget lignende igen. Men ikke lige foreløbig, mine lyster er bestemt stillet for nu.

Jeg tager meget sjældent billeder af mig selv, men nu  udnyttede jeg chancen, når nu at jeg for en gangs skyld havde gjort noget ud af mig selv. Men fotogen bliver jeg nok aldrig.