30. juni 2014

Dag 30 - Hvor er du om 5 år.

Et spørgsmål som dette, er svært for mig at besvare. Jeg har ingen idé om hvor at jeg er om 5 år. Jeg lægger ikke planer for så langt ude i fremtiden, både fordi at jeg ikke kan forholde mig til det og også for ikke at lægge et udnødvendigt pres på mig selv. Så for at give det mest konkrete svar, så håber jeg egentlig bare at jeg er det sted, som nu er optimalt for mig om 5 år, og forhåbentlig glad og omgivet af de mennesker, som at jeg holder af.

Dag 29 - Dagens outfit.

I hverdagene går jeg ikke særlig meget op i mit udseende, jeg går bare efter at se forholdsvis præsentabel ud, men samtidig at gå klædt i noget, som at jeg føler mig tilpas i. Jeg går sjældent med smykker eller make-up på hverdage og det gjorde jeg så heller ikke i dag.

Dagens outfit er en mørkeblå kjole fra H&M, sort/grå-stribet cardigan fra Outfitters Nation, sorte strømpebukser fra H&M og sorte snøresko i blondestof fra H&M.





Sprøde cookies med cornflakes.

(20-25 stk.)
Ingredienser:
125 g. hvedemel
125 gram cornflakes
125 g. smør
1 spsk. sirup
30 g. brun farin
120 g. sukker
0,5 tsk. natron
1 spsk. vand

Fremgangsmetode:
  • Forvarm ovnen til 180 grader.
  • Bland mel, natron og cornflakes i en skål.
  • Knus cornflakesene lidt med hænderne.
  • Smelt sukker, brun farin, sirup, vand og smør i en gryde ved lav varme.
  • Hæld den varme blanding over de tørre ingredienser.
  • Bland det hele godt sammen.
  • Placér spiseskefulde af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for at der er god plads mellem hver skefuld.
  • Tryk hver skefuld lidt flad med fingeren eller en gaffel.
  • Bag i ca. 10 minutter til cookies'ene er gyldne.
  • Lad dem afkøle lidt på bagepladen og flyt dem derefter til en bagerist for at afkøle helt.
  • Opbevares i en lufttæt beholder.
Når disse cookies er nybagte er de seje i midten, men når de er afkølede bliver de meget knasende og sprøde. Man kan sagtens udskifte cornflakes med samme mængde müesli, havregryn, havrefras eller måske endda rugflager. Kun fantasien sætter grænser.

Gyldne og sprøde...
...lige til at blive glad af.

Monday, bloody Monday.

Mandag morgen og hjemmesygeplejersken har lige været her (læs mere om hvordan at det foregår her) og selvfølgelig var det Hejren. Jeg kan virkelig undre mig over hvordan at det kan lade sig gøre for et menneske at formulere sig så hårdnakket og komme med så meningsløse konklusioner, som at hun er i stand til. Denne gang handlede det om ferien.

Som tidligere nævnt er det ikke så meget for min skyld at de kommer på besøg, men mere for at OUH og personalet i mit botilbud kan føle sig trygge i at der bliver holdt øje med mit helbred. Men nu har jeg på en måde vænnet mig til at de kommer og det giver mig en tryghed at vide at personalet er trygge. Men også den tryghed var Hejren i stand til at få fjernet. Hun fortalte at der her i ferien vil være en del af deres personale, som ikke er vant til at være her i området, for at få det til at gå op med at de alle skal holde deres ferie og at det derfor nok ofte ville være én sygeplejerske, som at jeg ikke kendte, der kom. Jeg sagde så at det var helt fint med mig, jeg er principielt ret ligeglad med hvem som kommer, bare at der kommer nogen.

Men så slynger hun da lige ud at det ville være bedre, hvis at de, på de dage hvor at det var en som var uvant til at komme her, bare ringede og hørte hvordan at jeg havde det, istedet for at komme på hjemmebesøg. Jeg prøvede så at forklare at de jo ikke er i stand til at se gennem en telefonsamtale og jeg ser ud til at have det dårligt og at jeg jo bare kan lade være med at tage telefonen, hvis det var det jeg ville. Men ifølge hende gav det slet ingen mening at de skulle komme, for hvis ikke at de kendte mig, så havde de jo intet at sammenligne min tilstand med og kunne ikke vurdere noget alligevel. Og fordi at jeg ved at hun ikke er til at rokke ud af flækken, så opgav jeg bare at forsvare min holdning og svarede med et par ligegyldige "ja ja"-er. Så takket været hende kan jeg nu forvente at der ingen kommer, selvom at jeg faktisk er berettiget til et bestemt antal timer fra dem. Ergo har hun lige brudt den aftale der var lavet. Og som om at det ikke var rigeligt, så sluttede hun lige af med at sige at det nok (som hun sagde "heldigvis") mange gange ville være hende der kom, for hun havde ikke ferie her nu. Jeg kunne have slået hovedet ind i væggen bare ved tanken om at den eneste, som at jeg kommer til at se hele ferien er Hejren og ellers vil jeg bare få et telefonopkald og blive spurgt om jeg er OK.

Jeg føler mig lidt svigtet. Og jeg kan ikke engang drøfte det med nogen, for Blomst er syg. Så jeg sidder bare tilbage med en forvirring, om det er mig der er sart eller om jeg har en pointe i det, som at jeg gav udtryk for.

29. juni 2014

Følelsen af effektivitet.

Jeg føler virkelig at jeg har fået ordnet en masse praktiske ting her hen over weekenden. Ting, som for mange nok bare er noget, som at de lige klarer i et snuptag, men som for mig kan kræve stort overskud at få ordnet i hverdagene, da jeg ofte er ret udmattet når at jeg kommer hjem. Men ting som disse kan virkelig ligge og rode ind i mit hovede og vokse sig større og større hvis ikke at jeg får det gjort, så jeg føler bare at en sten er faldet fra mine skuldre nu. Her i weekenden har jeg formået at:

  • Støvsuge lejligheden
  • Gøre badeværelset rent
  • Bage boller til fryseren
  • Vaske tøj
  • Vaske + skifte sengetøj
  • Købe lidt ind
  • Rydde op i mit klædeskab
Det er måske ikke en særlig interessant ting at skrive i et indlæg, men nu gør jeg det alligevel for at give omverdenen en slags indsigt i hvordan mit hovede fungerer. Og efter at have ordnet alle de ting, er det nu bare tid til en aften uden den store aktivitet. Bare Anders Matthesen på TV2 og kold cola i glasset.
Spottet i Søstrene Grene for et par dage siden.


Cookies á la gulerodskage.

(20-25 stk.)
Ingredienser:
160 g. mel
45 g. havregryn
0,75 tsk. natron
0,5 tsk. kanel
0,25 tsk. ingefær
0,25 tsk. salt
115 g. blødt smør
170 g. sukker
30 g. brun farin
1 æg
1 tsk. vanillesukker
125 g. revet gulerod

Fremgangsmetode:
  • Pisk smør, brun farin og sukker sammen.
  • Pisk ægget i.
  • Bland hvedemel, havregryn, salt, vanillesukker, krydderier og natron i en anden skål.
  • Pisk ved lav hastighed de tørre ingredienser sammen med de våde.
  • Rør det revne gulerod i dejen.
  • Sæt dejen i køleskabet i et par timer eller i fryseren i 20-30 minutter.
  • Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.
  • Tag 1 tsk. til 1 spsk. dej (afhængig af hvor store du vil have dem) og placér den på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for at have godt mellemrum mellem dine cookies.
  • Bag i 12-15 minutter til kanten er gylden.
  • Lad dem stå et par minutter på bagepladen når du har taget dem ud, men flyt dem derefter til en bagerist, da de ellers vil sætte sig ret godt fast på bagepladen.
  • Lad dine cookies køle helt af på en bagerist, før at de opbevares i en lufttæt beholder i ét lag, eller med bagepapir imellem lagene.
Disse cookies er en hybrid mellem cookies og gulerodskage, da de bliver en smule seje som cookies, men stadig er bløde og kage-agtige i midten. Næste gang at jeg laver dem vil jeg lave dem til sandwich-cookies med flødeoste-frosting imellem for at skabe en endnu mere gulerodskage-agtig fornemmelse.

Friskbagte cookies.
En kage-agtig midte.

28. juni 2014

Dag 28 - Et billede af dig fra sidste år og nu, - hvordan har du ændret dig.

Helt ærligt, så er der ikke sket den store forskel med henblik på mit udseende. Højde, drøjde, frisure, tøj osv. er nogenlunde det samme. Så der er ikke så meget at komme efter dér. Det eneste der er nyt, er vel min tatovering, som jeg fik lavet her i april.

Juni 2013.
Juni 2014.

Dag 27 - En samling du har.

Jeg samler ikke på noget længere, men gennem min barndom har jeg samlet på mange forskellige ting. Bare for at nævne nogen af dem:

  • Diddl-papir
  • Brevpapir
  • Glansbilleder
  • Klistermærker
  • 25-ører
  • Postkort
  • Gummi armbånd

Nu hvor jeg tænker over det, kan man egentlig godt kalde mit repertoire af flasker med neglelak og underligt negle-tilbehør for en slags samling.

Og derudover har jeg en masse pensler, tools og falske negle liggende.

27. juni 2014

Gennemblødt af gave-regn.

I dag var dagen hvor skolernes sommerferie begyndte, hvilket også er den sidste dag i dette skoleår for mange af børnene på mit arbejde. En del af dem kommer også i sommerferien, da vi har åbent alle uger, fordi at vi er det man kalder en ferie-instution, hvilket betyder at alle de børn fra de fritidsordninger, som holder lukket i ferien, kommer ud til os også. Men da min praktik-periode ophører her den 11. juli, var det derfor sidste gang at jeg så en del af børnene og også det personale, som gik på ferie fra i dag af, her i dag. Så på en måde min sidste "rigtige" dag, mine sidste to uger vil være ferie-uger, hvor alting er lidt anderledes end ellers.

Jeg har været der i knap et halvt år, men jeg havde ikke forventet nogen særlig afsked eller noget, så jeg skal lige love for at jeg blev overrasket, da mine kollegaer pludselig kalder alle børnene ind og gør et større nummer ud af at sige ordentligt farvel til mig og både har en gave fra selve fritidsordningen og en gave fra dem på min stue. Derudover fik jeg både tegninger, kort og en nøglering fra børnene og en af mine kollegaer have også en 4 trøjer, 4 cardigans og en top (brugt få gange af hendes datter), som hun synes at jeg skulle prøve om jeg kunne lide. Og jeg elsker trøjer og cardigans og det var alt sammen en vildt lækker kvalitet og en del af de i mærker som Nørgaard på Strøget og Outfitters Nation, så også i den dyre ende. Jeg følte helt i et øjeblik at jeg havde fødselsdag.

Jeg blev helt overvældet og ret berørt og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv og jeg følte bare at det var alt for meget. De er simpelthen så søde, både børn og voksne og jeg kommer virkelig til at savne dem. Men jeg må bare nyde de sidste to uger fuldt ud.

Og som om at jeg ikke havde fået gaver nok for det næste lange stykke tid, så nåede jeg kun lige hjem, før at min søde nabo ringer på min dør og kommer med et billede, som at hun har malet til mig, bare fordi at hun lige synes at jeg skulle have et billede. Jeg føler mig virkelig behandlet, som blommen i et æg i dag, det er helt uvant for mig, så jeg bliver helt ude af den over sådan noget. Men på en rar måde, det varmer.

Lys, servietter, kort, nøglering og tegninger.
Lækre trøjer i massevis. 
Billedet fra min søde nabo.

Dag 26 - Favoritband for tiden.

Jeg hører mest bare radio, så jeg har ikke rigtig et favoritband. Men engang var jeg ekstremt stor fan af Green Day og Skillet. Det var tilbage i min "hard rock" tid. Dengang at jeg gik i sort tøj, overflod af sort eyeliner og Converse med forskellige snørebånd. Nu er jeg mere til radio-musik, som Mads Langer, Panamah og Coldplay.


25. juni 2014

Dag 25 - Hvad har du i din taske.

Jeg går ikke særlig meget med håndtaske og jeg var lidt i tvivl om hvordan at jeg lige skulle gribe denne opgave an, men det endte med at jeg valgte bare at tømme indholdet af min vinrøde Fjällräven ud på min bord og jeg fandt følgende:
  • Kuglepen
  • Nøgler
  • Pung
  • Tyggegummi
  • Læbepomade
  • Et brev lakrids-the


Dag 24 - Hvad du end har lyst til.

Så tror jeg lige at vi tager en "25 tilfældige spørgsmål og svar om mig" opgave, som dagens valgfri udfordring.

1. Har du et kæledyr?
- Nej og ja. Man må ikke have dyr, hvor jeg bor, men mine forældre har en kat, som jeg lidt mener at jeg også ejer, på en måde. Jeg har jo trods alt boet sammen med den i flere år, før at jeg flyttede hjemmefra.

2. Nævn 3 ting er fysisk nær dig. 
- Fjernbetjening, computer og et drikkeglas.

3. Hvordan er vejret ligenu? 
- For en halv time siden tordnede og regnede det helt vildt. Nu skinner solen og himlen er blå.

4. Kører du? Og er du nogensinde styrtet? 

- Jeg har ikke kørekort, men jeg cykler en del. Og vælter faktisk ret ofte.

5. Hvornår vågnede du i morges? 
- Kl. 09.42.

6. Hvornår gik du sidst i bad? 
- Igår aftes.

7. Hvad var den sidste film du så? 
- Dr. Doolittle, som blev sendt på TV3 igår aftes.


8. Hvad er din sidste SMS? 
- "Ja?" - fra Lillesøster.

9. Hvad er din ringetone? 
- Apples standard.


10. Har du været i et andet land? 
- Ja. Jeg har været i Tyskland, Sverige, Norge, England, Spanien, Frankrig, Østrig, Italien og Marokko.

11. Kan du lide sushi? 
- Ja, jeg er ret vild med fisk.


12. Hvor handler du ind? 
- Det kommer lidt an på hvilke muligheder der er. Men jeg har det fint med discount butikker, som Fakta og Netto. Men jeg handler egentlig dér, hvor de gode tilbud er.

13. Har du taget medicin for at falde i søvn? 
- Ja.

14. Hvor mange søskende har du? 
- Jeg har Lillesøster.

15. Har du en stationær eller bærbar computer? 
- En bærbar.

16. Hvor gammel bliver du til din næste fødselsdag? 
- Jeg bliver 20 år.

17. Har du kontaktlinser eller briller? 
- Ja, men min styrke er ikke så drastisk at jeg ikke kan leve uden.

18. Hvilken farve er dit hår? 
- En ubestemmelig, mørk brun.

19. Fortæl én ting du har planlagt til idag? 

- Jeg skal have en samtale med Solstrålen.

20. Hvornår græd du sidst? 
- Det kan jeg ikke lige mindes.

21. Hvad er dit perfekte pizza tilbehør? 
- Klassisk og enkelt. Og ikke for meget kød.

22. Hvad foretrækker du, hamburger eller cheeseburger?
- Jeg er ikke den store burger-person, da jeg ikke er glad for at spise med fingrene, jeg foretrækker kniv og gaffel. Så det er lidt hips, som haps.

23. Har du nogensinde haft en døgner? 
- Jeg er ikke helt klar over hvad en "døgner" indebærer. 

(Takket være Laughing (tak!) fik jeg den forklaring at det betyder at man har været vågen i 24 timer i streg, og ja, det har jeg prøvet adskillige gange.)

24. Hvilken farve er dine øjne? 
- De er blå. 


25. Kan du smage forskel på Pepsi og Coca-Cola?
- Helt bestemt. Alle slags cola er forskellige, men jeg kan stort set drikke dem alle.

Havregrynscookies.

(20 stk.)
Ingredienser:
150 g. havregryn
113 g. blødt smør
0,25 tsk. natron
0,25 tsk. salt
100 g. sukker
25 g. brun farin
0,5 æg
0,5 tsk. vanillesukker
65 g. hvedemel

Fremgangsmetode:
  • Pisk smør, brun farin og sukker sammen.
  • Pisk ægget i.
  • Bland hvedemel, havregryn, salt, vanillesukker og natron i en anden skål.
  • Pisk ved lav hastighed de tørre ingredienser sammen med de våde.
  • Forvarm ovnen til 190 grader varmluft.
  • Tag ca. en spsk. dej, rul den til en kugle og placér den på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk den flad. Sørg for at have godt mellemrum mellem dine cookies.
  • Bag i 12-15 minutter til kanten er let gylden. De vil se meget ubagte ud i midten, men det skal de være, de sætter sig meget når de er kølet ned.
  • Lad dem stå et par minutter på bagepladen når du har taget dem ud, men flyt dem derefter til en bagerist, da de ellers vil sætte sig ret godt fast på bagepladen.
  • Lad dine cookies køle helt af på en bagerist, før at de opbevares i en lufttæt beholder.
Disse cookies er ikke bløde i midten, som mange andre cookies, men derimod rigtig sprøde, hvilket jeg personligt er ret vild med. Hvis man skal sammenligne dem med noget, så minder de ret meget om  havrekiksene "My Choice" fra Bisca (hvilket er nogen af mine yndlingskiks).




23. juni 2014

Dag 23 - Det sidste du spiste og drak.

Det sidste jeg spiste og drak, var danske, solmodne jordbær og en cola zero. Ganske udemærket hvis at du spørger mig, ikke så meget at komme efter dér.

Det findes ikke meget smukkere.

Min eneste afhængighed.

Pirogger med oksekødsfyld.

8 stk små pirogger.

Ingredienser:

Dej:
ca. 300 g. hvedemel
2 dl. lunkent vand
25 g. gær
1 tsk. salt
1,5 spsk. olie
1 tsk. sukker

Fyld:
200 g. hakket oksekød
1 løg
1-2 dl. frosne ærter
Salt og peber
Lidt olie til at stege i

Fremgangsmetode:

Dej:
  • Bland vand, olie, salt og sukker i en skål.
  • Opløs gæren heri.
  • Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen godt igennem til at den er blød og elastisk.
  • Dæk dejen med et klæde og lad den hæve et lunt sted i ca. 45 minutter.
Fyld:
  • Svits løgene på en pande i lidt olie.
  • Tilsæt kødet og steg det til at det er gennestegt.
  • Tilsæt ærterne, smag til med salt og peber og varm det igennem.
  • Hæld kødfyldet over i en skål og lad det køle af.
Pirogger:
  • Forvarm ovnen til 190 grader varmluft.
  • Del dejen i 8 stykker og form stykkerne til kugler.
  • Rul hver kugle ud til en cirkel der er ca. 0,5 cm. tyk.
  • Læg ca. 2 spsk. af fyldet på den ene havdel af cirklen og fold den anden halvdel henover.
  • Tryk sømsiden godt sammen med en gaffel.
  • Pensl evt. med æg, så piroggerne bliver flot blanke.
  • Bag i ca. 25 minutter og lad dem køle af i 5 minutter før servering.
Fyldet kan varieres i uendelighed, det er kun fantasien der sætter grænser. Man kan også sagtens udskifte noget af hvedemelet med grovere mel eller drysse piroggerne med sesamfrø efter pensling. De kan også sagtens nedfryses og tøes op i mikroovnen.



22. juni 2014

Dag 22 - Dit favoritalbum.

Jeg har aldrig været typen, der var god til at lytte til et helt album, jeg er bedre til at finde enkelte numre fra forskellige albums og så skifte mellem dem eller endnu bedre, at høre radio. Men hvis at jeg skal nævne et album, så har jeg faktisk hørt Adeles album "21" på repeat en del gange, når at jeg har kørt i tog eller bus. Det er et godt album, men om det er mit favorit ved jeg ikke lige.


21. juni 2014

Dag 21 - Et screenshot af skrivebordet på din computer.

Der er vel ikke så meget at sige om det. En "Pusheen Cat" baggrund og de sædvanige Macbook ikoner er hvad mit skrivebord har at byde på.


Marie, Mads og massevis af pølser.

Igår aftes var jeg til Mads Langer koncert, som frivillig hjælper, sammen med min søde veninde. Vi skulle stå i pølseboden hele aftenen sammen med en herlig ældre mand, som var vores grill-meister og en yngre mand, som virkelig også var venligheden selv. Til at varme op for Mads, var Marie Key så både musik og selskab var bare helt i top og trods en rimelig hård blæst, lidt frosne fødder og en hulens masse affald, der skulle ryddes op efterfølgende efter de over 5000 publikummer, så havde jeg en formidabel aften og melder mig gerne, som frivillig en anden gang. Og så er ham dér Mads jo ret sød at se på, hvis jeg skal være helt ærlig og aftenen blev da også lige sluttet perfekt af, da vi sad og pustede ud efter oprydningen i "crew-teltet" og at han så lige stak hovedet ind og sagde tak for i aften.

Min søde veninde og jeg.

Vores glade grill-meister med bowlerhat.

Maaaange pølser.

Udsigt over publikum.

Ketchup og sennep blev linet op.

Sød veninde i oplæring som grill-meister.

Publikum med lightere og telefoner.

At være en del af "crew'et".

Dag 20 - Et billede der får dig til at smile.

Uanset hvor dårligt humør at jeg måtte være i, så kan katten hos Mor og Far altid bringe smilet frem. Hun er en værre kælen én og til tider ret fjollet, men mest af alt utrolig dejlig. Jeg holder ret så meget af hende og jeg savner lidt at have hende sovende i min seng og lytte til hendes spinden på mørke aftener.

Banankage.

Denne portion passer til en lille bradepande eller rund form (ca. 25 cm. i diameter). En dobbelt portion passer til ovnens bradepande.

Ingredienser:
300 g. hvedemel
100 g. smeltet margarine eller smør
3 små moste bananer
1 dl. yoghurt naturel
1 dl. vand
250 g. sukker
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
2 tsk. vanillesukker

Fremgangsmetode:
  • Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  • Pisk margarine/smør og sukker godt sammen.
  • Bland hvedemel, bagepulver, vanillesukker og natron i en anden skål.
  • Mos/blend bananerne og tilsæt dem til margarine/smør-sukker massen sammen med yoghurt og vand.
  • Pisk blandingen godt sammen.
  • Tilsæt de tørre indgredienser og rør til dejen er ensartet.
  • Hæld dejen i en smurt form.
  • Bag i ca. 35-40 minutter eller til at en tandstik kan stikkes ned i kagens midte og trækkes op uden at våd dej hænger ved.
Nyd kagen, som den er eller giv den en omgang glasur. Den er også super lækker toppet af med et lag Nutella på toppen eller en håndfuld hakket chokolade smidt i dejen. Kagen holder sig svampet og kan med fordel bages dagen i forvejen.


19. juni 2014

Dag 19 - Dine kælenavne og grunden til at du har dem.

Jeg tror ikke at jeg reelt har nogen kælenavne, som bliver brugt længere. Mange kalder mig AM over skrift, da det er hurtigere at skrive end hele mit navn. Ganske få kalder mig stadig for Ravn, som er mit efternavn og det opstod vist fordi at der på et tidspunkt var flere der hed det samme i den forsamling, som at jeg var i og så gik jeg med til at de bare kunne bruge mit efternavn, for at skelne.

Og så ved jeg ikke om man kan kalde det for et direkte kælenavn, men Mor, Far og Lillesøster kalder mig ofte for "Farmor", da jeg ofte agerer ret gammelklogt og måske er en blufærdig, som en ældre dame på mange områder og kan være lidt sippet.

Lige lidt til smilebåndet.

18. juni 2014

Tab aldrig din barnesjæl.

Sommetider kan jeg blive helt trist over, hvor meget at børn skal motiveres for at bruge deres fantasi i dag, set i forhold til hvordan at jeg husker at det var da jeg selv var yngre. Jeg husker tydeligt hvordan vi vi kunne få timevis til at gå med meget få remedier eller hvordan at Lillesøster og jeg kunne bruge en hel, regnfuld efterårsferie i en hytte i Sverige, hvor det eneste som at vi havde at lege med var 4 små bamser, en stor stak farvet papir, saks, tape og en rulle garn. Derudover havde vi et spil UNO og nogle farveblyanter og det var dét. Og jeg husker ikke at vi på et eneste tidspunkt kedede os.

Nu har børn læssevis af legetøj i alle afskygninger, computere, iPads, mobiltelefoner og hvad ved jeg og alligevel synes jeg ofte at man hører dem klage over at de keder sig. Og hvis de beslutter sig for f.eks. at lege butik, opgiver de det igen hvis ikke at de så lige har nogen plastik-mønter. Havde det været os dengang, så havde vi da bare leget at vi havde nogen penge, klippet nogen i karton eller brugt en håndfuld små sten. Men i dag skal der alt for ofte graves dybt for at åbne for deres fantasi.

Derfor glædede det mig virkelig at se hvor kreative en flok af ungerne i fritidsordningen var i dag, da vi stillede op med diverse muslingeskaller, sneglehuse, grene, sten og så en helt masse lim, tuscher, rulleøjne og perler og så bare gav dem frie hænder. Der blev kreeret små dyr, figurer og fint malede sten i stribevis og fantasien fik bare frit løb. Nogen af pigerne legede for fuld skrue samtidig med at de klistrede og samlede, mens andre bare sad dybt koncentrede og kreerede små finurlige ting. Selv holdt jeg mig til at male lidt på et par sten, imens jeg iagttog de små poders flittige hænder.


Det var så meget at min fantasi kunne række til.

Dag 18 - Den sidste film, som at du så.

Den seneste film, som at jeg så var den romantiske komedie fra 2010 "Leap Year" (på dansk: I Kærlighed og Modgang) fordi at den blev sendt på TV3 for et par dage siden. I starten fulgte jeg ikke rigtig med, men efter som filmen kom i gang, var den faktisk ret så sød og jeg kunne godt finde på at se den igen.

Resumé:
Da Anna hører om den irske tradition, der tillader kvinder at fri til deres kærester på skuddag (den 29. februar), flyver hun straks til Irland for at indfange sin højtflyvende kæreste og fri til ham.
Hendes planer ser ud til at gå i vasken, da hun ankommer til den forkerte by, men så rækker den flotte kroejer Declan hende en hjælpende hånd og kører hende tværs gennem landet til den rigtige by. Så er spørgsmålet bare, om Anna kan forblive sin kæreste tro og modstå Declans irske charme i denne vildt sjove komedie.


17. juni 2014

Dag 17 - Noget, som du har lavet helt selv.

Jeg er ikke den store producent af noget særligt, dét må jeg erkende. Det er vist kun blevet til enkelte tegninger, billeder og 2 hækle-projekter i form af disse to robotter til min fætter og kusine.


Men ellers har jeg ikke været særlig produktiv. Dog får jeg alt for ofte meldt mig selv til at medbringe kage til diverse arrangementer, jeg elsker at bage, er elendig til at sige fra og så elsker jeg den glæde det skaber blandt folk, når der er kage. Så her er et lille uddrag af de mange gange at jeg er blevet lokket til at gå i køkkenet og kreere noget spiseligt til nogle lækkersultne mennesker.

Klappe, klappe kage.


16. juni 2014

En slags jubilæum.

Definition på jubilæum:
jubilæum, (af lat. jubileum, af jubilæus), fest i anledning af, at der er gået et rundt antal år siden en begivenhed, en forretningsgrundlæggelse e.l. fandt sted.

Kilde: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/j-jå/jubilæum

Så man kan vel godt kalde det for et jubilæum at det i dag er præcis 6 måneder, altså et helt halvt år, siden at jeg sidst har været indlagt. For mange ville det måske ikke være særlig meget, men for mig er det stort. Jeg brugte i 2013 10,5 ud af 12 måneder indlagt på forskellige afdelinger, enten somatiske eller psykiatriske rundt omkring i landet og var flere gange mere eller mindre ved at stille træskoene, både hvor at det var meningen og hvor at min krop bare var ved at stå af. I det hele taget er de her 6 måneder min længste periode uden en indlæggelse siden at jeg var 13 år gammel, så et eller andet må jeg vel gøre rigtigt. Eller også er jeg bare så dødhamrende træt af at bruge mit liv indenfor fire hvide vægge med mennesker, der bestemmer hvad jeg skal gøre hvornår og hvordan. Jeg er begyndt at sætte meget mere pris på min frihed og mit privatliv til at jeg vil give afkald på det, koste hvad det vil.

Jeg følte et behov for at fortælle det til nogen, så jeg ringede til Far i eftermiddags og nævnte det. Han var stolt af mig og det skrev Mor også at hun var i en SMS. Og som Far sagde i telefonen; "Næste gang er det et år, ikke også?". Jo Far, jo det er det.


Dag 16 - Et billede af dig selv fra i dag.

Skovmandsskjorte og elektrisk hår.

Cookies med havregryn, peanuts og M&Ms.

(20 stk.)
Ingredienser:
190 g. sukker
2 spsk. sirup
115 g. blødt smør
1 æg
125 g. hvedemel
140 g. havregryn
1,5 tsk. vanillesukker
1 tsk. bagepulver
0,25 tsk. salt.
150 g. M&Ms med peanuts

Fremgangsmetode:
  • Pisk smør, sirup og sukker sammen.
  • Pisk ægget i.
  • Bland hvedemel, havregryn, salt, vanillesukker og bagepulver i en anden skål.
  • Pisk ved lav hastighed de tørre ingredienser sammen med de våde.
  • Læg M&Ms'ene i en plastikpose, luk den og knus dem groft med en kagerulle. Du kan også give dem en hurtig tur i en food processor eller mini-hakker.
  • Vend de knuste M&Ms i dejen.
  • Stil dejen i køleskabet i minimum 30 minutter.
  • Forvarm ovnen til 160 grader varmluft.
  • Tag ca. en spsk. dej, rul den til en kugle og placér den på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk den lidt flad. Sørg for at have godt mellemrum mellem dine cookies, da de spreder sig en del.
  • Bag i 10-12 minutter til kanten er let gylden. De vil se meget ubagte ud i midten, men det skal de være, de sætter sig meget når de er kølet ned.
  • Lad dem stå et par minutter på bagepladen når du har taget dem ud, men flyt dem derefter til en bagerist, da de ellers vil sætte sig ret godt fast på bagepladen.
  • Lad dine cookies køle helt af på en bagerist, før at de opbevares i en lufttæt beholder.
Cookies'ene vil, når de stadig er lune, være ret bløde, men når de er afkølede vil de blive sprøde udenpå og seje indeni. Hvis man ikke kan tåle peanuts, kan man bare bruge almindelige M&Ms eller chokoladeknapper/hakket chokolade. Størrelsen på cookies'ene kan også varieres, jeg fik 23 stk. ud af denne opskrift, men forærede med det samme én væk til min nysgerrige nabo, som snusede rundt og komplimenterede duften.

Ind på række, cookies!
Haps, de blev spist til en kop te.

Finurlige fotografier fra fortiden.

Bare rolig, er du voksen er det fysisk umuligt
at du bliver kvalt af en nød.
Blå nonner rejser også med DSB.
Husk at tjekke holdbarheden på dine strømpebukser.
Nogle spiser en snack i form af en Mars-bar,
andre snupper lige en halv dåse ananas-ringe,
når de venter på bussen.
Tænk sig at at hedde "drikkevand" til efternavn.
Fysiklærere formulerer sig til tider lidt uhensigtsmæssigt.
Nogle kysser frøer for at finde en prins,
andre spiser chokoladekiks.
Hvilke frø giver mon denne slags plante?
Hvor store mon jordbærret til denne top har været?
Projekt "Global Opvarmning" med Bedsteveninden.

15. juni 2014

Dag 15 - Nævn de første 10 sange på din iPod/PC/Mp3-afspiller, når at den er på "shuffle".

1. Chris Medina - What Are Words
2. Christina Perri - Jar Of Hearts
3. Hoobastank - The Reason
4. Lukas Graham - Ordinary Things
5. Fun - We Are Young
6. Muri og Mario - Hun Tog Min Guitar
7. The Band Perry - If I Die Young
8. Mads Langer - Elephant
9. Panamah - Børn Af Natten
10. Avicii - Hey Brother

Til fødselsdag i solskinsvejr.

I går var jeg inviteret til fødselsdag for Lillesøster hos Mor og Far. Allerede da jeg slog øjnene op om morgenen, kunne jeg bare mærke at jeg slet ikke kunne overskue det hele med mange mennesker, fremmed mad og i det hele taget bare at skulle ud ad døren. Men jeg ignorerede det manglende overskud og tog afsted alligevel. Jeg prøvede at trøste mig selv med at det jo bare var Mor, Far, Lillesøster, Bedstemor, Onkel, Tante og mine to fætre og at der jo ikke var nogen der ville tvinge mig til at spise noget, som at jeg ikke kunne rumme. Heldigvis fik jeg også Far til at hente mig, så jeg slap for at skulle planlægge med bussen også, god start.

Jeg var hos Mor og Far omkring kl. 14.00 og Bedstemor var allerede kommet. Hende og Mor var i gang med at skære jordbær til de to kæmpestore jordbær-lagkager, som er fast tradition på Lillesøsters fødselsdag, hun elsker flødeskum. Jeg har heldigvis aldrig kunnet lide lagkage, så der slap jeg for at skulle forklare for Mor. Men jeg synes dog at der var ret meget lagkage til det antal mennesker, som jeg havde regnet med at vi blev, så jeg spurgte Mor og fandt så ud af at udover mit estimat ville min ældste fætters kæreste (de er 1 år yngre end jeg), Lillesøsters kæreste, Mors og Fars vennepar og deres to børn, en dreng på 17 og en pige på 13 også komme! Så pludselig var det 15 mennesker at vi ville blive! Jeg var ved at gå i sort, men bevarede roen og hjalp lidt til imens jeg snakkede lidt med Bedstemor, som fortalte at dagens tema var jordbær. Det gjorde mig lidt gladere, jeg elsker jordbær.

Resten af gæsterne ankom ved kl. 15.00 og så gik det ellers bare slag i slag. Først eftermiddagskaffe med hjemmebagte boller, hjemmelavet jordbærmarmelade, friske jordbær, jordbærlagkage, kaffe og sodavand. Derefter stod den på hyggesnak, kongespil, latter, lidt VM i fjernsynet og ellers bare hygge i det herlige solskinsvejr. Min fætters kæreste er noget så sød og vi snakkede faktisk en hel del sammen. Ved 19.30 var der aftensmad som bestod af 3 forskellige salater (iceberg-salat med jordbær og hyldeblomst-olie, tomatsalat med mozzarella og balsamico, vandmelon med feta og ristede græskarkerner) små ovnbagte kartofler med persille og så blev der grillet marinerede kyllingespyd, pølser og spareribs. Derudover var der hjemmebagt brød, pesto, grissinis og forskellige dressinger. Maden var lækker, Mor er god til at lave mad og jeg fik faktisk smagt lidt af de fleste ting.

Derefter var der mere snak og hygge, jeg snakkede rigtig godt med min ældste fætter, hans kæreste og Mors og Fars vennepars søn, mens vi så lidt mere VM. Ved 22.00-tiden var der dessert, friske jordbær med is og hjemmelavede marengs med lakrids. Jeg nøjedes dog bare med nogle jordbær, jeg var efterhånden godt fyldt op, både fysisk og psykisk og klokken 23.00 måtte jeg opgive og få Tante, som var den eneste der var ædru nok, til at køre mig hjem. Men jeg er glad for at jeg deltog, jeg havde en dejlig dag trods mine bange anelser, men jeg kan godt mærke at jeg er noget kvæstet i dag.
Heldigvis har Solstrålen været på arbejde og vi fik en god snak og hun gav også mere end et kram.

Gaven til Lillesøster.
Der var jordbær nok.

Hjemmebagte boller og hjemmelavet marmelade.

Den ene lagkage blev spist op.

Kongespil i solksinnet.