11. juli 2014

En helt igennem godkendt dag.

I dag har virkelig været en af de dage, som at jeg har alt for få af. Sådan en dag, hvor at man bare ikke kan tørre smilet af ansigtet. Faktisk tror jeg slet ikke at jeg ville kunne overskue flere gode ting i dag uden at jeg ville blive helt bims.

Dagen startede rigtig uheldigt ud med at det var Hejren der dukkede op og som sædvanligt ødelagde hun mit humør. Heldigvis gik hun hurtigt igen og jeg gjorde mig klar og bagte muffins til mine søde kollegaer, da i dag var min sidste dag på arbejdet. Mens at jeg var godt i gang, kom Blomst ind og sagde farvel, hun går på 3 ugers ferie i dag, men heldigvis er Solstrålen her i de uger. Så jeg fik et kæmpe knus og glemte helt at Hejren havde ødelagt mit humør.

Netop som at jeg havde sat kagerne i ovnen og begyndte at gøre mig færdig, ser jeg at min telefon ligger og blinker. Nogen har så ringet og efterladt en besked på min telefonsvarer, så jeg aflytter beskeden og det er så en fra TV2 der har haft ringet. Historien bag det kommer her:

Jeg er jo ret pjattet med at bage og at lave mad og derfor ser jeg en del mad-programmer og jeg er ret vild med programmet Go' Appetit på TV2 og jeg havde længe gået og tænkt over at det kunne være sjovt at være med, dog ikke mig selv, men at tilmelde Far. Far har gennem hele min barndom stort set aldrig lavet mad og når at han endelig gjorde det, så stod den på lasagne, pasta med pølser eller kylling hvis at det gik vildt for sig. Og så bryder han sig ikke om fisk. Så tilbage i maj måned skrev jeg en mail til TV2, hvor at jeg forklarede om Fars forhold til madlavning og at jeg håbede på at komme igennem. Men da jeg så ikke hørte fra dem, tænkte jeg at min mail nok var røget i glemmekassen hos dem. Men som nævnt blev jeg så ringet op her i morges og i beskeden fortalte hun at hun synes at historien var god og at de gerne ville have mig til at kontakte dem, hvilket jeg så gjorde. Så nu er situationen så sådan at Far og jeg højst sandsynligt skal være med i Go' Appetit her til august! Men det skal der nok komme mere om, når at jeg har flere praktiske ting på plads omkring det.

Helt høj på glæde over denne telefonopringning tog jeg så afsted på arbejde, hvor mine cupcakes (opskrift findes her) blev modtaget med stor tilfredshed og mange rosende ord, hvilket bare gjorde mit humør endnu bedre. Og da jeg så sidder der og spiller Kalaha med en af pigerne, tikker der en besked ind på min telefon fra en veninde om at hendes kat lige har fået killinger! Det er nemlig sådan at jeg ret kraftigt overvejer at anskaffe mig en killing og jeg har derfor fået lov at være førstevælger blandt disse små dejlige skabninger. Jeg har ikke valgt hvilken af dem det bliver endnu, de skal lige blive lidt større og jeg skal forhåbentlig ud at se dem og udvælge favoritten, selvom at det nok bliver ret svært, for killinger er bare noget af det bedste i verden.

Så da jeg tog hjemad var jeg omkring 10 meter høj og svævede nærmest hen over jorden af glæde. Så tak til mine skønne kollegaer, TV2, min veninde og hendes kat for at gøre min dag helt igennem dejlig. Og som en ekstra bonus skal jeg i næste weekend drikke (for første gang i år) med Knægten, som er min bedste ven. Jeg har ikke nævnt ham før, da vi begge har haft en del at se til og derfor ikke har snakket så meget sammen i et godt stykke tid, plus at han har boet i Odense de sidste par år. Men nu er han flyttet hjem igen, så han kommer nok til at fylde mere i min hverdag, hvilket også bare er helt fantastisk.

Sikke et rodet indlæg, men jeg er for glad til at tænke helt klart. Tak verden, tak.

De godkendte cupcakes.
Kattemor med sine små skravl.

3 kommentarer:

  1. Ej, tillykke! Eller hvad man nu siger - med din måske-deltagelse i Go Appetit på tv2 :-) Det glæder jeg mig til at høre mere om - og selvfølgelig at se, hvis det bliver aktuelt :-)

    Dejligt, at du måske skal have en kat. Jeg er så glad for min, som du ved :-) Selvom jeg godt nok har haft lidt svært ved at overskue hende her i ferien. Da kan jeg godt synes, at det er lidt synd, når jeg ikke kan klare, at hun søger kontakt, hvis jeg har det for skidt. Heldigvis er det ikke så tit, at det er skidt på dén måde. Så jeg tror ikke, hun er skadet.

    Det er sjovt, at det er Solstrålen, der kommer hos dig i ferien. Sidste år var det også Solstrålen, som var hos mig. Højst sandsynligt ikke den samme Solstråle - men sjovt alligevel :-)

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kroko-mus.
      Nu er det officielt, d. 7. august kl. 17.20 skal Far og jeg være med i Go' Appetit, så dér skal du se TV2!

      Ja, katte er nogen opmærksomhedskrævende væsener, men jeg elsker bare den evne de har til at mærke når at man er ked af det og så lige kommer og smyger deres bløde pels op af ens arm.

      Og jeg er mindst ligeså glad for Solstrålen, som for Blomst så jeg er helt tilfreds. Og lidt sjovt ja, det er godt med Solstråler! :-)

      Kram. <3

      Slet
    2. Iih, dét skriver jeg lige ind i min kalender med det samme, så min telefon kan huske mig på det! :-))

      Slet