En barsk beslutning.

I dag har jeg været med til at træffe en beslutning. Som min mor så pænt udtrykte det, - en voksen beslutning. Lillesøster og jeg har sammen haft en kanin, Luna, som boede hos Lillesøster hjemme hos  Mor og Far, men det har altid været mig der har haft det bedste tag på hende og hun slappede mest af hos mig. Men nu er situationen at Lillesøster skal på efterskole her efter sommeferien og da Mor og Far ikke har tid til at gå at passe Luna og at jeg ikke kan overskue at skulle have et stort kaninbur op og ned ad trapperne fra 1. sal hver gang at det skal rengøres, så var det kun en mulighed at skille os af med hende.

Problemet var så bare det at Luna er en meget "bestemt" type og en lille smule sky, så dét at hun skulle til at have et nyt hjem og til at vænne sig til nye mennesker, ville komme til at stresse hende mere end at det ville gavne og hun ville ikke få det godt. Derfor blev vi enige om at selvom at det var et hårdt valg, blev vi nødt til at få hende aflivet, for at skåne hende for stress. Og da Lillesøster slet ikke kan med sådan noget og Mor heller ikke, så lå opgaven på mine skuldre.

Så Mor puttede Luna i en transportkasse, hentede mig og jeg gik så ind til dyrelægen med hende. Jeg var faktisk helt fattet da jeg gik ind, jeg havde haft en uges tid til at forberede mig på det rent mentalt. Jeg blev vist ind og sad med hende til at dyrelægen kom, for at give hende den bedøvende sprøjte, så at hun ikke ville mærke den aflivende. Hun tog det rigtig pænt og jeg sad med hende, mens hendes lille, varme krop langsomt faldt til ro og hendes øjne faldt i. Det var faktisk det hårdeste at mærke hvordan hendes vejrtrækning blev helt rolig, for da var det jo stadig muligt at fortryde. Bare at sige til dyrelægen at hun ikke skulle give den aflivende og så bare lade Luna vågne op fra bedøvelsen igen. Tårene trillede en smule. Men jeg holdt ud og dyrelægen kom ind og trak den sidste sprøjte op, Luna sov tungt.

Jeg lagde hende op på briksen og aede hendes kind, mens dyrelægen stak sprøjten direkte ind i hendes lille hjerte. Hendes vejrtrækning blev tungere og tungere og efter et par minutter, tog dyrelægen stetoskopet, lyttede på hende og sagde at nu var hun væk. Der faldt en sten fra mit hjerte, for selvom at det ikke var rart, så var det overstået nu og det var gået til på den mest humane måde. Dyrelægen lagde forsigtigt Luna ind i transportkassen igen, sagde til mig at jeg var en sej sjæl, jeg takkede og gik ud og betalte. Tænk at man kan få sig selv til at opkræve 357,50 kr. fra en pige med forgrædte øjne og en livløs kanin i en transportkasse og så endda tilbyde en kvittering. En kvittering til hvad, jeg kunne jo ligesom ikke rigtig fortryde længere. Men sådan er verden vel bare.

Jeg gik ud i bilen til mor, som klemte min hånd og lovede mig at hun nok skulle få Lune begravet hjemme i deres have, et pænt sted. Jeg er glad for at jeg slap for at deltage i det, jeg ville gerne bare hjem og tænke på noget andet. Jeg har fået død nok for i dag.

R.I.P, lille Luna. ♥