"I always knew looking back on the tears would make me laugh, but I never knew looking back on the laughs would make me cry."

I dag havde jeg en frokostaftale med Far, som at jeg virkelig så frem til. Der har været lidt stille på bloggen i den sidste tid og det skyldes at jeg har haft en lidt tumult periode med en del manglende overskud, triste tanker og ensomhed. Så egentlig bare en lidt skæv periode. Så der var rigtig dejligt at Far kom forbi. Vi ville egentlig have været ude at spise på en asiatisk restaurant, hvor at de kører "mongolian barbeque"-princippet, men fandt så ud af at det kun var til aften og derfor kun kørte a la carte til frokost. Så vi endte op med Jensens Bøfhus, de har da trods alt en salatbar, som til dels kunne dække vores buffet-lyster.

Da vi sad og spist, kom vi ind på rigtig mange emner og da Far så nævnte "Stafet for Livet" fordi at Mor (som er kampagneleder for Kræftens Bekæmpelse), Bedstemor, måske Lillesøster og jeg selv, skal deltage, som frivillige i arrangementet, kom vi til at snakke om Bedstefar. Da årsdagen for hans bortgang nærmer sig, jeg har følelserne uden på tøjet i øjeblikket og at Far den anden dag havde fundet sine gamle dartpile, (vi spillede altid dart før Bedstefar blev syg, læs mere her) endte vi begge med at sidde med blanke øjne og virkelig kæmpe med tårerne. Vi bad derfor om regningen og valgte at gå en tur forbi Bedstefars grav på vej ned til bilen. Da vi stod foran graven og det hele blev synligt, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Heldigvis lagde Far en arm om mig og vi stod lidt og jeg lod tårerne løbe.

Vi gik så ned til bilen igen og skiftede emne til noget lidt mindre alvorligt og bragte den muntre stemning tilbage på banen og kørte i Bilka for at hente noget maling. Mor og Far er nemlig ved at renovere huset, således at deres før køkken/stue/spisestue/gang/badeværelse/spisekammer, nu bliver til et samtalekøkken og en stue. En ordentlig omgang, men det går stille og roligt i den rigtig retning efterhånden. Så vi kørte lige forbi deres hjem, afleverede maling, hilste på Mor og Katten, hentede en bakke æg til mig og så kørte Far mig hjem igen. Alt i alt en dejlig eftermiddag med både smil og tårer.

Da jeg atter var hjemme tog jeg lige på et lille opdaterings-brombær-rov, denne gang dog UDEN overraskende skybrud. Jeg tror efterhånden at jeg snart har nok bær til en omgang hjemmelavet marmelade! Denne gang vovede jeg mig lidt dybere ind i et budskads, hvilket resulterede i at jeg blev ret fyldt med burrer og andet natur-blad-skrammel. Da jeg så stod udenfor min hoveddør og forsøgte at befri min kjole og mit tørklæde for det værste fnuller, kom min nabo lige forbi og det første hun sørger om er om jeg nu var væltet igen. Super rygte, som at jeg har fået mig der; hende der vælter i grøften. Jeg forsikrede hende så om at nej, denne gang var jeg frivilligt gået ind i krattet.

Herefter besluttede jeg mig for at tage resten af eftermiddag med fødderne oppe, en varm trøje på og en gammel Morten Korch film i fjernsynet og bare koble lidt af med en kop te. Og helt ærligt, det var lige hvad at jeg havde brug for. I de sidste par uger, har jeg nemlig haft ekstremt store problmer med at sove og jeg er efterhånden ved at være i kritisk søvnmangel, så jeg håber snart at det vender. Det har jeg brug for, da jeg på tirsdag skal på Jobcenter til samtale omkring at starte op i noget nyt aktivering, for at igen at få noget at stå op til og skabe lidt input i min hverdag, hvilket jeg også tror bliver rart nok. Jeg nød hvertfald rigtig godt af min tid i fritidsordningen før sommerferien. Så nu må jeg se hvad ugen bringer, jeg krydser fingre for det bedste, jeg kunne godt bruge lidt medgang nu.