Jeg er flere gange blevet fortalt at jeg er rimelig god til at formulere mig på skrift og at jeg har et varieret og bredt ord-forråd. Det kan der måske godt være noget om, men problemet ligger så bare i at der derfor forventes dette af mig, når at man så møder mig ude i det virkelig liv også. Når jeg står og skal tale med folk ansigt til ansigt, tænker jeg virkelig meget over hvad at jeg siger og det kan derfor godt volde mig problemer og tage tid for mig at få de rigtige ord fundet frem. Jeg kan bedst lide hvis at jeg har en aftale på forhånd, for så kan jeg lige bruge noget tid på at formulere mig lidt i forkøbet og dermed være en smule forberedt på hvad jeg skal sige. Selvfølgelig kan jeg ikke være forberedt på alt, men en stor del af vejen kan jeg sagtens have en del emner og stikord parat inde i hovedet.
Det er dét, som jeg virkelig påskønner ved at formulere mig på skrift. Her kan man skrive ordene, læse dem igennem og slette ligeså mage gange, som at man lyster. Ude i den rigtige og farlige verden kan man ikke. Der hæfter man for ordene så snart at de er sagt og de kan være svære at trække tilbage. De fleste kender sikkert situationen, hvor at noget uventet sker og at man så bare er helt tom for ord. Derefter, når at man så er videre og der er gået et stykke tid, så vælter alle de gode sætninger og kloge ord, som at man burde og gerne ville have sagt, frem oppe i hovedet. Og man kan blive helt irriteret på sig selv. Hvorfor sagde man dog ikke ordene i tide? Hvorfor stod man bare der med et tomt blik og en lydløs stemme og lod det ske?
Grundet min OCD kan disse situationer skabe en voldsom angst. Jeg bliver meget påvirket af uforudsete og spontane hændelser og skal bruge lang tid på at komme mig og restituere efter sådanne ting. Når at jeg bliver angst, bliver jeg ofte enten meget ked af det eller irritabel og jeg kan være rigtig svær at tale til ro igen. Når jeg rammes af angst kan jeg slet ikke se klart eller fornuftigt på noget som helst og jeg kan ikke rumme, hvis at nogen forsøger at tage fysisk kontakt til mig. Det skræmmer mig og gør mig endnu mere fortvivlet. Store mængder af mennesker eller uvished kan også skabe disse angstanfald. Jeg er ikke i stand til at åbne min dør, hvis ikke at jeg er klar over hvem, som at der står på den anden side. Jeg kan slet ikke være i mig selv, hvis at jeg ikke har aftalte tidpunkter for besøg og samtaler, fordi at uvisheden skaber en enorm rastløshed. Jeg har brug for struktur ned til mindste detalje, om det så gælder for tidspunktet, hvor at jeg tænder ovnen, står op eller får besøg, det er ligemeget. Ting skal tilrettelægges. Jeg er dog blevet bedre med tiden, men det er stadig svært og kræver meget af mig. Men jeg arbejder på at blive bedre. Tænk en dag at kunne tage afsted helt uplanlagt, vaske tallerkenen af før glasset eller ikke at skulle røre ved kogekanden 2 gange, når at jeg koger vand. Det virker bare ret fjernt for mig lige nu.
Jeg ved ikke hvorfor at jeg lige havde brug for at skrive dette, det er bare nogen som har fyldt meget i min hjerne det sidste stykke tid og nu skulle det bare slippes ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar