I dag er det præcis ét år siden at du forlod os. Ét år siden at du opgav kampen mod kræften og drog mod et sted uden smerter og sygdom. Jeg tænker på dig hver eneste dag og jeg savner dig noget så grusomt. Jeg tror aldrig at smerten over tabet af dig forsvinder helt, men jeg forsøger blot at mindedes de gode stunder, forsøger at overbevise mig selv om at det var det bedste at du fik fred. Du havde ikke gavn af livet længere, der var ikke mere at gøre og det gjorde ondt i hjertet at se dig lide. Men alligevel ville jeg stadig ønske at du var her iblandt os endnu, at jeg kunne høre din stemme og tage din store varme hånd. Jeg ved ikke om det endnu er gået helt op for mig at jeg aldrig skal se dig igen.
Jeg græder stadig, ofte indeni, knap så ofte med tårer der kan ses.
Du vil altid være dybt gemt i mit hjerte og jeg lover dig, jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan for at vi kan få krammet på denne hæslige og uretfærdige sygdom. Jeg kæmper i dit navn, nu hvor at du ikke selv er i stand til det længere. Jeg våger over dit minde, resten af mine dage, det lover jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar