Det sker hver eneste gang. Jeg når knapt at tænke tanken: "Så, nu vender ting. Nu føler jeg medvind." og så vender det hele 180 grader. Alt begynder lidt efter lidt at smuldre og skabe kaos. Hvordan kan det være at jeg gang på gang lige skal have lov at snuse til det bedre liv, hvorefter at jeg skal slåes ned og trampes på. Få tværet ansigtet ned i asfalten med hård hånd og blive mindet om hvor lidt at jeg er værd.
Endnu engang følte jeg at mine projekter og ønsker begyndte at blive tilnærmelige. At det nu var min tur til at kunne slappe af og nyde tilværelsen en smule uden evige bekymringer og nederlag. Og så sker det, bang. På under en uge bliver det hele væltet fuldstændigt og igen hersker uro, sorg, svigt og utilstrækkelighed og hærger min hverdag. Jeg kan virkelig ikke forstå det.
Jeg vil så gerne genfinde troen på at det en skønne dag vil lykkedes for mig at føle ægte glæde og finde ro i mig selv. Men jeg er ved at miste håbet. Så mange år er efterhånden gået uden fremgang og succes at troen på lykke nærmer sig at en ikke-eksisterende tilstand.
Det er min egen skyld. Jeg bliver i en rus af pludselig medgang fanget i naivitet og en latterlig tanke om at jeg duer. At der faktisk er noget, som kan lykkedes for mig. At nogen virkelig vil holde af mig og mener at jeg er værd at gemme på. Hvordan kunne jeg, endnu engang, være så dum? Hvad er der at holde af, jeg kan jo ingenting? Jeg skuffer gang på gang og kan ikke leve op til forventninger. Jeg er en dårlig ven, datter og egentlig bare et ynkeligt eksemplar af et menneske, som ikke fortjener noget som helst, fordi at jeg ikke er i stand til at gøre noget rigtigt.
Selvfølgelig duer du og der er virkelig nogen der holder af dig.
SvarSletMåske det virker lidt skræmmende at forlade "sygdoms verdenen" helt, og du derfor falder tilbage, når alt begynder at jå godt?
Jeg tror ikke at det er frygten for at lægge sygdommen bag mig, da det ikke er noget jeg som sådan arbejder på i øjeblikket.
SletDet er nok mere uheldige itng, som altid sker i perioder, da det primært er ting der slet ikke er sygdomsrelaterede, som sker lige nu, eks. relations-problemer og bolig-rod.
Åh, jeg kender det rigtig godt. Jeg har også været fanget i Så mange år. Og mine gamle dagbøger er Fyldt med "jeg er ikke noget værd", "ingen kan holde af mig" osv. osv. Og lige nu sidder jeg også i en tvivl om, om jeg aldrig kommer til at kunne mærke, sådan rigtigt og regelmæssigt, at nogen holder af mig. Det er trods alt blevet bedre - jeg har noget mindre af det der voldsomme selvhad. Det, hvor jeg skælder mig selv ud osv. Men det er der stadig. Og det er stadig virkelig, virkelig svært.
SvarSletMen.. Sødeste du, jeg ved godt, at det er SÅ irriterende at høre - men jeg begyndte ikke at kunne mærke rigtig omsorg, før jeg var længere oppe i vægt. Sådan Ægte. For når man er så undervægtig - så kan omsorg let affejes ved, at de nok bare er der på grund af anoreksien og ikke på grund af DIG. Ej, okay.. Nu kan jeg mærke, at jeg sammenligner for meget med mig selv. Sådan har det været for MIG. Det betyder jo ikke, at det er det for dig. Undskyld, hvis det bare rammer helt, helt forkert :(
Det, jeg egentlig gerne ville sige til dig, er bare, at det kan blive bedre. At du er værd at holde af, selvom du ikke tror det nu. Det kan blive bedre. Og det bliver det! <3
Åh, det varmer at høre at jeg ikke er den eneste med tilknytnings-frygt og et selvhad der bare siger spar to.
SletDu rammer næsten uhyggeligt korrekt, vi minder ret meget om hinanden p mange områder synes jeg, undskyld ikke Kroko! Tusind tak for de søde ord. <3