Solskin og scones.

I dag har bare været en stille og rolig dag. Men det er de fleste af mine dage faktisk, i hvertfald de dage hvor at jeg ikke er på arbejde eller har andre planer. Min oprindelige plan for dagen var at jeg skulle have haft et møde med to andre piger, som bor i samme bo-tilbud/lejligheds kompleks som jeg gør, med en af dem som er med til at lede stedet, for at prøve på at åbne kommunens øjne for at vores støtte/kontakt personer simpelthen ikke har tid nok til rådighed til os, da de hele tiden bliver overlæsset med opgaver, som de ikke burde stå med. Derudover synes vi at det er for dårligt at de slet ikke bliver tilbudt at få noget mere viden omkring forskellige psykiske problematikker, da de helt vildt gerne vil kunne forstå os bedre, men bare ikke får noget undervisning. 
Nå, tilbage på sporet, det møde vi skulle have haft valgte hende lederen så at aflyse og udskyde til d. 11. juni istedet, typisk. Men fordi at jeg jo havde regnet med at skulle til møde, var jeg stået op i ordentlig tid og da jeg ikke følte for at gå i seng igen, så tænkte jeg at jeg da ligeså godt kunne få købt de par småting, som at jeg manglede og gå en tur fordi at solen skinnede.

Senere på eftermiddagen vældede den største trang til at bage et eller andet op i mig og min sædvanlige go-to, når den trang melder sig, er en eller anden form for brød eller boller. Men mit gær havde det, mildt sagt, ikke særlig godt og da jeg allerede havde været i fakta én gang måtte jeg jo finde på noget andet. Så jeg kastede mig ud i nogle scones. Og da den herlige blogger, Birthe, desværre døde af kræft for et par dage siden, valgte jeg at bruge hendes foretrukne opskrift (dog tilpasset til de ting, som at jeg lige havde i skabene) for at ære hendes minde, på en eller anden mærkelig vis. Men det er vel tanken der tæller.

Meget sørgeligt gær.

Nybagt scone, mums.