Om tårer, tanker og tordenvejr.

Engang græd jeg meget. Hver eneste dag faktisk. Jeg kunne græde i timevis, hulke og være helt håbløs at trøste. Nu kan jeg slet ikke huske hvornår at jeg sidst har grædt og på en eller anden måde så skræmmer det mig en smule. Det er en normal og menneskelig ting at græde og jeg er i tvivl om, om grunden til min manglende gråd simpelthen er at jeg ikke giver mig selv lov. At jeg lukker mine følelser af. Når jeg tænker tilbage mindes jeg at få en form for ro når jeg havde grædt, at jeg ligesom fik tømt lidt ud af de ting indeni, som smertede. Så selvom at det kan lyde mærkværdigt, så savner jeg lidt at græde og på den måde at få "lettet trykket". For det er ikke at jeg ikke har lysten til at græde, jeg kan simpelthen bare ikke.

Jeg var i Odense til kontrol igår og det gik egentlig meget som forventet. Min vægt var stabil, mit blodtryk var OK og der var ikke rigtig noget at komme efter. Men det var en læge, som jeg ikke havde mødt før og som derfor ikke havde sat sig ind i min journal, stolede på mig eller kendte til min baggrund, hvilket gjorde samtalen ret ligegyldig. Derudover var hun meget defensiv og tøvede ikke med at beskylde mig for at ville ud at drikke vand før vejning (hvilket er en latterlig beskyldning, da grunden til at jeg ville på toilettet inden vejningen, var for at få en så reel vægt som muligt ved ikke at have en fyldt blære), og det gjorde mig faktisk mere ked af det end jeg havde troet at det ville gøre. Det er hårdt når man går og forsøger på at gøre alting så godt som muligt og at når man så faktisk formår at holde det hele på et OK plan, at man så straks bliver mistænkt for at modarbejde.

I det hele taget, får jeg bare en ubehagelig fornemmelse i maven hver gang at jeg er i Odense. Når jeg går af de samme stier og veje, som jeg altid gik ture på når jeg var indlagt, føler jeg bare at jeg er tilbage ved start. Jeg føler mig så syg, fordi at jeg er nødsaget til at gå til kontroller og samtidig føler jeg mig slet ikke syg nok til at komme til kontrollerne. Det hele er så ambivalent og min hjerne kører på højtryk hver gang at jeg er afsted. Det er nok højst sandsynligt også derfor at de her kontrol-ture er så udmattende og at jeg gruer for dem. Jeg er jo ikke nervøs for selve kontrollen, jeg holder jo selv øje med vægten herhjemme og rent fysisk er det jo ikke særligt krævende at sidde og blunde 4 timer i et tog. Men mentalt, - puha, der sejler det hele bare rundt for mig og mine tanker vælter rundt i hovedet på mig og jeg kan hverken finde hovede eller hale i noget som helst.

Alt dette lå jeg og tænkte på i nat, da jeg ikke kunne sove, grundet af de voldsomme glimt fra lynene og de øredøvende tordenbrag udenfor. Jeg kan ikke mindes hvornår at jeg sidst har oplevet et så kraftfuldt tordenvejr, som det i nat, og det varede i flere timer. Men jeg kan godt lide tordenvejr, jeg synes at det er hyggeligt at sidde i vindueskarmen med åbent vindue, kigge på lynene, tælle sekunderne før braget og lytte til regnen der som oftest også siler ned. Det gør mig rolig når naturen og verden er i udbrud, da min uro indeni så slet ikke er noget voldsomt sammenlignet med det. For jeg har det ofte, som om at der er et tordenvejr indeni mig. At det hele buldrer og brager i mit hovede, lysglimt som blænder min evne til at se de fornuftige synspunkter og en tyk, grå regnsky, som svæver over mit hovede og gør det svært for mig at smile.

Sikke et rodet indlæg, som det blev til, men der var bare lige så meget der skulle skribles ned.