Om at vælge.

Jeg har stemt i dag. Jeg brugte lang tid inde i boksen på at udvælge et navn at placere mit kryds ved, da jeg ikke havde sat mig 100% ind i hvad ALLE partier stod inde for og derfor blev jeg i tvivl, selvom at jeg egentlig havde besluttet mig hjemmefra. Men jeg endte med krydset ved dét navn, som jeg havde besluttet mig for fra starten og lod mig ikke påvirke af min tvivl. Nu var det gjort, jeg har været med til at tage et valg for Danmark, som en del af befolkningen. Dog et anonymt valg, men i princippet, sådan rent teoretisk kan det jo være én enkelt stemme, som kan være den afgørende for hvem der skal sidde på magten. Den tanke gør mig nervøs. Hvad nu, hvis det er lige præcis min stemme, der får den betydning? Så er det jo i teorien MIN fejl, at et parti bliver valgt og hvis de så gør et dårligt arbejde og bringer landet ned, så er det jo faktisk min skyld, fordi at det ikke ville være sket, hvis at jeg havde sat mine to overlappende, skæve streger i et andet felt.

Jeg er vokset op i en familie med en mor, der er pædagog og dermed rød og en far, der er selvstændig og dermed blå. Ikke at politik er blevet drøftet, som hver dags hovedemne over aftensmaden gennem hele min barndom, men jeg vil vove at påstå at både min søster og jeg ofte har deltaget i samtalerne vedrørende holder rent politisk. Vi er blevet opdraget til at dét bare at stå og se passivt til, var forkert og at man gerne måtte have sin egen mening og holde fast i den, selvom at andre ikke delte samme mening. På en måde har det jo været meget praktisk at mine forældre havde så forskellige holdninger,  men samtidig sætter det jo mig i en situation, hvor at jeg er nødt til at danne mine egne holdninger, da jeg ikke bare kan sige "når nu at mine forældre begge stemmer på Venstre, så kan jeg da også bare stemme på Venstre". Det ville være nemmere, men også bare lidt at springe over hvor gærdet er lavest.

Det er egentlig utroligt at man kan være så bange for at fejle og være skyld i at dårlige ting sker, at man kan sidde og dunke sig selv oveni hovedet, med at man måske er skyldig i at et valg gik dårligt. Jeg ved jo godt med min dybe fornuft, at det på ingen måde kan være min skyld, der er jo millioner af andre mennesker der også har sat deres krydser i afgørende felter. Men alligevel får det mig til at tvivle her efterfølgende, - skulle jeg bare have stemt blankt? Nej, jeg skulle ikke have stemt blankt. Jeg kan jo godt lide at have en holdning, jeg kan godt lide at vi alle har en mulighed for at vælge side og give vores bidrag til hvordan at vi synes at samfundet skal bygges op. Jeg skal ikke gå og frygte at nogen blive vrede eller skuffede over mig, fordi at jeg har stemt som jeg har gjort. Jeg har ligeså meget ret til at stemme som alle andre, min mening er ikke mere forkert end så mange andre.

Men det er bare hvad min fornuft siger, en helt tredje ting er stemmerne i mit hovede. Jeg kan sagtens sige de fornuftige ting til mig selv, men at tro på det er sværere en som så. Åh, hvor er det svært det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere mig selv, bare en lillebitte smule...