Når det ene ord tager det andet.

Mange mennesker, som ikke som sådan er inde på livet af eller kender en person, som lider af en spiseforstyrrelse, kan let få den opfattelse at en spiseforstyrret person ikke kan lide mad. Men i rigtig mange tilfælde, om ikke andre som jeg kender til, har mange spiseforstyrrede faktisk en form for passion for mad og madlavning. De elsker at læse opskrifter, se madlavningsprogrammer i fjernsynet, og at lave mad, men er for bange for kalorierne og frygten for vægtøgning til at være i stand til selv at spise maden.

Selv har jeg altid haft stor interesse for mad og madlaving, også før at jeg fik en spiseforstyrrelse. Jeg har altid holdt af at være med Mor i køkkenet og hjælpe til. Om det var at skrælle gulerødder, piske flødeskum eller at røre i suppegryden var faktisk ligemeget, bare dét at få lov at gå til hånde unde madens tilblivelse var noget jeg holdt meget af. Mor og jeg har også altid holdt af at se programmer med Jamie Oliver, Anne Hjernøe og ikke mindst Brødrene Price og støder én af os på en god opskrift eller en pudsig idé til anretning, så deler vi gerne vores tanker og oplevelser.

Hjemme hos Mor og Far har vi på intet tidspunkt i min barndom været tilhængere af den typisk danske brun-sovs-og-kartofler-menu. Jeg har mange gange haft venner med hjemme, som virkelig har kigget skeptisk når maden kom på bordet. Dengang forstod jeg det ikke, jeg var jo vant til at det var den slags mad der blev serveret, men set i bakspejlet kan jeg da godt følge dem i at hvis det mest eksotiske man var vant til at få var kartofler, sovs, kogt blomkål og krebinetter, så var en marokkansk kikærte-salat, perlespelt og hummus en helt ny oplevelse. Men Mor har altid været fantastisk til at eksperimentere med nye opskrifter og spændende retter og krydderier, hvilket nok også har gjort at både Lillesøster og jeg aldrig har været kræsne eller bange for at prøve nye ting. Vi er opvokset med at det var helt i orden at der var ting, som man ikke kunne lide, men der skulle smages hver gang. Og kunne man så ikke lide hvad der blev serveret, blev der ikke lavet noget andet, men man var ved sin fulde ret til at tage enten en rugbrødsmad eller en portion havregryn istedet.

Jeg kan sommetider blive forarget over hvor kræsne at nogen børn er. Men det er ikke børnene der forarger mig, det er at forældrene bare føjer deres børn og lader dem leve af pasta med ketchup eller endnu værre: - laver "speciel-mad" tilpasset børnene. Det er helt i orden at servere pasta og rød sodavand til en børnefødselsdag, fordi at man ved at det er en sikker vinder blandt de fleste børn. Det er også helt i orden at man til en familiefest sætter kyllingelår og pomfritter på buffet-bordet sammen med kartoffelbådene og okseculotten, hvis der kommer mange børn. Men det kan virkelig gå for vidt. Jeg husker specielt et år, hvor at vi skulle holde nytårsfest sammen med 2 nabofamilier, som begge havde børn i alderen 7-10 år og Lillesøster og jeg har nok også været omkring den alder, jeg var måske lidt ældre. Men jeg husker helt tydeligt at da vi satte os til bordet og jeg fandt ud af at "børne-menuen" stod på pølsehorn, pizzasnegle, ketchup og grøntssags-stave, blev jeg virkelig overrasket. Jeg bryder mig egentlig ikke om nytårsmad (hamburgerryg og brune kartofler), eller jo, jeg elsker grønlangkål, men ellers siger det mig ikke noget, men alligevel følte jeg mig virkelig taget ved næsen. At sidde og pille i et pølsehorn nytårsaften blandt serpentiner og bordbomber, var bare helt forkert efter min opfattelse.

På et tidspunkt kørte der en dokumentar på DR2, hvor Jamie Oliver har besøgt skoler rundt omkring i USA med henblik på at forbedre maden i skolekantinerne, hvor der oftest ikke blev serveret andet en købe-pizza, kyllingenuggets og pomfritter, og jeg blev virkelig chokeret flere gange over hvor lidt at de børn vidste om mad og råvarer. Nogle af dem havde ikke den fjerneste anelse om hvordan at en kartoffel så ud. Jeg synes at det er helt OK at børn ikke kan skelne friske krydderurter eller eksotiske frugter fra hinanden, det kan jeg heller ikke altid selv, men jeg var overrasket over hvor lille at deres basis-viden var. Jeg kan huske at der i en episode var en lille dreng der mente at mælk blev til ved at man tog et glas vand og stillede det ind i køleskabet natten over og så når man tog det ud om morgenen var et blevet hvidt og dermed blevet til mælk. Det er da en meget sød tanke, men også en smule uhyggeligt hvis man spørger mig.

Efter at jeg er blevet ældre er min passion for madlavning bestemt ikke blevet mindre. Jeg er vild med at bage, lave mad og ikke mindst at eksperimentere med opskrifter. Jeg har faktisk lige netop i dag "opfundet" min egen opskrift, sådan rigtigt, for første gang! Og fordi at jeg ikke følger en kostplan og selv styrer min kost og min livsstil, så tør jeg rent faktisk også godt at spise det jeg får lavet, fordi at der ikke står nogen og fortæller mig hvor store mængder at jeg skal spise af det. For jeg er bestemt ikke kræsen og jeg har aldrig været det, men grundet min spiseforstyrrelse har jeg været meget "syg-kræsen". Ikke fordi at jeg ikke kunne lide smagen af maden, men fordi at jeg simpelthen var rædselsslagen for indholdet, fedtet, sukkeret eller bare kalorierne i det hele taget. Det var en evig kamp at vælge det mindste æble, den tyndeste skive brød eller den mest kaloriefattige müesli, fordi at jeg vidste at jeg var tvunget til at spise det hele, alt på tallerkenen. Nu har jeg dog et meget mere afslappet forhold til det, fordi at jeg ved at jeg jo selv bestemmer om jeg vil spise hele den skive brød eller om jeg bare vil have lidt mindre müesli, fordi at jeg ved at den indeholder flere kalorier end den, som jeg plejer at spise. Og det er rart, jeg håber aldrig at jeg skal følge en kostplan igen, det indskrænker ens muligheder for varieret kost og lænker en fast i mål og vægt.

Men udover at være "syg-kræsen" er der faktisk også ting, som jeg rent faktisk ikke kunne lide før i tiden, men har lært at spise fordi at mine smagsløg bare har udviklet og ændret sig med tiden. Jeg kunne som eksempel ikke fordrage syltede ting, da jeg var mindre, men nu synes jeg at både rødbeder og asier er herligt tilbehør. Men der er også få ting, som jeg tvivler på at jeg nogensinde kommer til at nyde. Blandt andet flødeskum, marinerede sild, ruccola og valnødder. Men så er det at jeg må minde mig selv om at det er en helt normal ting at der er nogle madvarer, som at man ikke bryder sig om og at det også er OK. Man skal ikke kunne lide alt (selvom at man IKKE har lov til at være kræsen, som anoreksi-patient når man er indlagt, der skal ALT på tallerkenen spises, fedtkanter og alt) og det er OK ikke at slikke tallerkenen ren. Men når man har brugt så mange år på at være indlagt under stramme regimer på psykiatriske afdelinger, som jeg har, er det sommetider svært at huske hvad som at der er normalt.

Samtidig har jeg bare alt for ofte oplevet en slags "fordomme", når jeg så har taget valg med hjernen og ikke med spisestyrrelsen. Hvis jeg sidder på en café og bestiller en salat fordi at jeg har LYST til en salat, så får jeg straks "nå, så du har anoreksi og tør ikke at spise andet end salat"-blikkene fra nysgerrige næser. Derfor har jeg faktisk flere gange presset mig selv til at vælge kage frem for rugbrød eller pomfritter frem for ris, fordi at jeg simpelthen var bange for at "skuffe" eller blive dømt af andre. Og nu når jeg så tænker over det, så er det faktisk ret uforskammet af folk at behandle én sådan. Jeg har ligeså meget ret til at vælge groft brød i min sandwich som alle andre og jeg mister ikke retten til at drikke en Cola Light bare fordi at jeg har diagnosen anoreksi i rygsækken. Egentlig så burde alle bare passe sig selv og deres mad og lade andre gøre det samme.

Sikke en omgang rod og emneskift det blev, men det ene ord tog bare det andet i dag og hele dagen har jeg haft lidt svært ved at holde mit fokus et bestemt sted, men jeg håber at I kan leve med det.