Et tilfælde?

I går skrev jeg et indlæg, hvori jeg nævnte at jeg ikke kunne mindes hvornår at jeg sidst havde grædt og at jeg faktisk savnede at få den form for forløsning, på en eller anden måde. Og som et trylleslag, lige efter at jeg havde udgivet indlægget, banker det på min dør og det er min kontaktperson Solstrålen. Og hun formåede at få trykket lige på de rigtige knapper, så jeg faktisk fik tårer i øjnene. Jeg græd ikke hysterisk på nogen måde, ingen hulken eller hiksten, men et par enkelte tårer fik lov at trille. Så forhåbentlig var det en start på at få åbnet op og lukket lidt ud igen.

Vi snakkede mest om dét at føle sig til besvær. Mine kontaktpersoner (Blomst og Solstrålen) har utrolig travlt for tiden, grundet af en masse ændringer med deres tider og arbejdsopgaver, så derfor bliver de ofte forsinkede eller er nødt til at udskyde samtaler. Og når dét sker at de skriver/ringer og siger at de er forsinkede eller spørger om det er i orden at de rykker mine tider, så er jeg nok for hurtig til bare at sige at det er helt i orden, istedet for at mærke efter om jeg rent faktisk har behov for at de kommer og snakker med mig. Jeg er så bange for at de skal synes at jeg er besværlig og derfor miste lysten til at komme hos mig og på den anden side er jeg bange for at udstråle at jeg ikke har brug for dem og at de derfor ikke kommer hos mig. Så jeg er både bange for at være for meget, men også at være for lidt.

Solstrålen forsikrede mig om at jeg IKKE var til besvær og at jeg altid kunne ringe eller skrive. At hun HAR lyst til at komme hos mig, at hun holder af mig og at hun godt ved at jeg ofte lukker af og derfor måske har det skidt, selvom at jeg foregiver og siger noget andet. Hun holdt om mig, som jeg havde brug for lige i det øjeblik. Hun er virkelig fantastisk. Dét at hun gang på gang giver sig tid til at skære ud i pap for mig, at hun er der og vil blive ved med at være der så længe at jeg vil have det, selvom at hun godt ved at jeg ikke tror på det eller forstår det, er virkelig fantastisk. For sommetider er det rart at få at vide, selvom at man ikke kan tro på det. Bare dét at høre ordene, det varmer et eller andet sted og man føler i et øjeblik at man ikke er helt alene i verden.