Scones med havregryn og rosiner.

(12 stk.)

- Målene er lidt sjove, da de er "oversat" fra engelske mål.

Ingredienser:
213 g. mel

113 g. havregryn

2 spsk. brun farin

3 spsk. sukker

2 tsk. bagepulver

0,75 tsk. natron

0,5 tsk. salt

170 g. koldt smør

1 dl. yoghurt naturel

0,6 dl. vand

En lille håndfuld rosiner (kan udelades)

Fremgangsmetode:

• Bland mel, sukker, salt, havregryn, bagepulver og natron sammen i en skål.
• Gnid smøret ind i melblandingen til at massen er ensartet og smuldret.
• Bland yoghurt og vand i en anden skål.
• Tilsæt de våde ingredienser og rosinerne til melblandingen.
• Bland dejen til at den lige netop hænger sammen. Undgå at røre mere ved dejen end højest nødvendigt.
• Sæt dejen på køl i 10 minutter..
• Forvarm ovnen til 200 grader.
• Rul dejen ud i en rektangel på et meldrysset bord i ca. 2 cm. tykkelse.
• Skær dejen i 12 firkanter og placér dem på en bageplade med mellemrum imellem.
• Pensl med mælk.
• Bag i omkring 20 minutter eller til at de er gyldne og gennembagte.
• Lad dine scones køle af på en bagerist og nyd dem lune.

Jeg ser rigtig mange muligheder med denne opskrift, jeg skal bestemt eksperimentere med måske at tilsætte hakket chokolade, æblestykker/kanel eller andre spændende ting.

Lige fra ovnen.

Mums, virkelig gode scones!

Når det ene ord tager det andet.

Mange mennesker, som ikke som sådan er inde på livet af eller kender en person, som lider af en spiseforstyrrelse, kan let få den opfattelse at en spiseforstyrret person ikke kan lide mad. Men i rigtig mange tilfælde, om ikke andre som jeg kender til, har mange spiseforstyrrede faktisk en form for passion for mad og madlavning. De elsker at læse opskrifter, se madlavningsprogrammer i fjernsynet, og at lave mad, men er for bange for kalorierne og frygten for vægtøgning til at være i stand til selv at spise maden.

Selv har jeg altid haft stor interesse for mad og madlaving, også før at jeg fik en spiseforstyrrelse. Jeg har altid holdt af at være med Mor i køkkenet og hjælpe til. Om det var at skrælle gulerødder, piske flødeskum eller at røre i suppegryden var faktisk ligemeget, bare dét at få lov at gå til hånde unde madens tilblivelse var noget jeg holdt meget af. Mor og jeg har også altid holdt af at se programmer med Jamie Oliver, Anne Hjernøe og ikke mindst Brødrene Price og støder én af os på en god opskrift eller en pudsig idé til anretning, så deler vi gerne vores tanker og oplevelser.

Hjemme hos Mor og Far har vi på intet tidspunkt i min barndom været tilhængere af den typisk danske brun-sovs-og-kartofler-menu. Jeg har mange gange haft venner med hjemme, som virkelig har kigget skeptisk når maden kom på bordet. Dengang forstod jeg det ikke, jeg var jo vant til at det var den slags mad der blev serveret, men set i bakspejlet kan jeg da godt følge dem i at hvis det mest eksotiske man var vant til at få var kartofler, sovs, kogt blomkål og krebinetter, så var en marokkansk kikærte-salat, perlespelt og hummus en helt ny oplevelse. Men Mor har altid været fantastisk til at eksperimentere med nye opskrifter og spændende retter og krydderier, hvilket nok også har gjort at både Lillesøster og jeg aldrig har været kræsne eller bange for at prøve nye ting. Vi er opvokset med at det var helt i orden at der var ting, som man ikke kunne lide, men der skulle smages hver gang. Og kunne man så ikke lide hvad der blev serveret, blev der ikke lavet noget andet, men man var ved sin fulde ret til at tage enten en rugbrødsmad eller en portion havregryn istedet.

Jeg kan sommetider blive forarget over hvor kræsne at nogen børn er. Men det er ikke børnene der forarger mig, det er at forældrene bare føjer deres børn og lader dem leve af pasta med ketchup eller endnu værre: - laver "speciel-mad" tilpasset børnene. Det er helt i orden at servere pasta og rød sodavand til en børnefødselsdag, fordi at man ved at det er en sikker vinder blandt de fleste børn. Det er også helt i orden at man til en familiefest sætter kyllingelår og pomfritter på buffet-bordet sammen med kartoffelbådene og okseculotten, hvis der kommer mange børn. Men det kan virkelig gå for vidt. Jeg husker specielt et år, hvor at vi skulle holde nytårsfest sammen med 2 nabofamilier, som begge havde børn i alderen 7-10 år og Lillesøster og jeg har nok også været omkring den alder, jeg var måske lidt ældre. Men jeg husker helt tydeligt at da vi satte os til bordet og jeg fandt ud af at "børne-menuen" stod på pølsehorn, pizzasnegle, ketchup og grøntssags-stave, blev jeg virkelig overrasket. Jeg bryder mig egentlig ikke om nytårsmad (hamburgerryg og brune kartofler), eller jo, jeg elsker grønlangkål, men ellers siger det mig ikke noget, men alligevel følte jeg mig virkelig taget ved næsen. At sidde og pille i et pølsehorn nytårsaften blandt serpentiner og bordbomber, var bare helt forkert efter min opfattelse.

På et tidspunkt kørte der en dokumentar på DR2, hvor Jamie Oliver har besøgt skoler rundt omkring i USA med henblik på at forbedre maden i skolekantinerne, hvor der oftest ikke blev serveret andet en købe-pizza, kyllingenuggets og pomfritter, og jeg blev virkelig chokeret flere gange over hvor lidt at de børn vidste om mad og råvarer. Nogle af dem havde ikke den fjerneste anelse om hvordan at en kartoffel så ud. Jeg synes at det er helt OK at børn ikke kan skelne friske krydderurter eller eksotiske frugter fra hinanden, det kan jeg heller ikke altid selv, men jeg var overrasket over hvor lille at deres basis-viden var. Jeg kan huske at der i en episode var en lille dreng der mente at mælk blev til ved at man tog et glas vand og stillede det ind i køleskabet natten over og så når man tog det ud om morgenen var et blevet hvidt og dermed blevet til mælk. Det er da en meget sød tanke, men også en smule uhyggeligt hvis man spørger mig.

Efter at jeg er blevet ældre er min passion for madlavning bestemt ikke blevet mindre. Jeg er vild med at bage, lave mad og ikke mindst at eksperimentere med opskrifter. Jeg har faktisk lige netop i dag "opfundet" min egen opskrift, sådan rigtigt, for første gang! Og fordi at jeg ikke følger en kostplan og selv styrer min kost og min livsstil, så tør jeg rent faktisk også godt at spise det jeg får lavet, fordi at der ikke står nogen og fortæller mig hvor store mængder at jeg skal spise af det. For jeg er bestemt ikke kræsen og jeg har aldrig været det, men grundet min spiseforstyrrelse har jeg været meget "syg-kræsen". Ikke fordi at jeg ikke kunne lide smagen af maden, men fordi at jeg simpelthen var rædselsslagen for indholdet, fedtet, sukkeret eller bare kalorierne i det hele taget. Det var en evig kamp at vælge det mindste æble, den tyndeste skive brød eller den mest kaloriefattige müesli, fordi at jeg vidste at jeg var tvunget til at spise det hele, alt på tallerkenen. Nu har jeg dog et meget mere afslappet forhold til det, fordi at jeg ved at jeg jo selv bestemmer om jeg vil spise hele den skive brød eller om jeg bare vil have lidt mindre müesli, fordi at jeg ved at den indeholder flere kalorier end den, som jeg plejer at spise. Og det er rart, jeg håber aldrig at jeg skal følge en kostplan igen, det indskrænker ens muligheder for varieret kost og lænker en fast i mål og vægt.

Men udover at være "syg-kræsen" er der faktisk også ting, som jeg rent faktisk ikke kunne lide før i tiden, men har lært at spise fordi at mine smagsløg bare har udviklet og ændret sig med tiden. Jeg kunne som eksempel ikke fordrage syltede ting, da jeg var mindre, men nu synes jeg at både rødbeder og asier er herligt tilbehør. Men der er også få ting, som jeg tvivler på at jeg nogensinde kommer til at nyde. Blandt andet flødeskum, marinerede sild, ruccola og valnødder. Men så er det at jeg må minde mig selv om at det er en helt normal ting at der er nogle madvarer, som at man ikke bryder sig om og at det også er OK. Man skal ikke kunne lide alt (selvom at man IKKE har lov til at være kræsen, som anoreksi-patient når man er indlagt, der skal ALT på tallerkenen spises, fedtkanter og alt) og det er OK ikke at slikke tallerkenen ren. Men når man har brugt så mange år på at være indlagt under stramme regimer på psykiatriske afdelinger, som jeg har, er det sommetider svært at huske hvad som at der er normalt.

Samtidig har jeg bare alt for ofte oplevet en slags "fordomme", når jeg så har taget valg med hjernen og ikke med spisestyrrelsen. Hvis jeg sidder på en café og bestiller en salat fordi at jeg har LYST til en salat, så får jeg straks "nå, så du har anoreksi og tør ikke at spise andet end salat"-blikkene fra nysgerrige næser. Derfor har jeg faktisk flere gange presset mig selv til at vælge kage frem for rugbrød eller pomfritter frem for ris, fordi at jeg simpelthen var bange for at "skuffe" eller blive dømt af andre. Og nu når jeg så tænker over det, så er det faktisk ret uforskammet af folk at behandle én sådan. Jeg har ligeså meget ret til at vælge groft brød i min sandwich som alle andre og jeg mister ikke retten til at drikke en Cola Light bare fordi at jeg har diagnosen anoreksi i rygsækken. Egentlig så burde alle bare passe sig selv og deres mad og lade andre gøre det samme.

Sikke en omgang rod og emneskift det blev, men det ene ord tog bare det andet i dag og hele dagen har jeg haft lidt svært ved at holde mit fokus et bestemt sted, men jeg håber at I kan leve med det.

Banan-boller.

(12 stk.)

Ingredienser:
300-500 g. hvedemel

1 dl. havregryn
2 moste bananer

1-1,5 dl. yoghurt naturel

0,5 tsk. salt.

0,5 spsk. sukker

25 g. gær

Fremgangsmetode:

• Bland sukker, salt, yoghurt og bananer sammen i en skål.
• Opløs gæren i blandingen.
• Bland havregrynene med 300 g. af melet.
• Tilsæt det til de våde ingredienser, tilføj mere mel hvis det er nødvendigt.
• Vend dejen ud på bordet og ælt den godt igennem til den er blød og elastisk.
• Lad dejen hæve et lunt sted i 30-40 minutter.
• Form dejen til boller og placér dem på en bageplade med god plads imellem.
• Lad bollerne hæve igen et lunt sted under et fugtigt klæde i 60 minutter.
• Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
• Pensl bollerne med æg eller mælk.
• Bag bollerne i 10-12 minutter. De skal være gyldne og lysebrune på toppen og under bunden og det skal lyde hult når du "banker" under bunden på dem.
• Lad bollerne afkøle på en bagerist.

Bollerne har et let, sødlig banan-smag og er derfor bedst med smør eller måske med pålægschokolade. Krummen er fast og de mætter derfor godt. Dejen kan sagtens pimpes op med hakkede nødder, rosiner eller måske endda hakket chokolade. Man kunne også sagtens erstatte havregrynene med müesli.

Lune boller.

Og lige en overskåret til fremvisning.

Operation "Bond-babe".

Det sker en gang imellem at Lillesøster tilkalder mig til at hjælpe hende med at ordne hår eller negle. Som oftest når at hun skal til fest eller andre arrangementer. Det gjorde hun så igår, så jeg pakkede tasken med diverse kamme og hårspray og tog hjem til mine forældre. Faktisk var jeg så priviligeret at Far hentede mig efter arbejde og tog mig med hjem, det var helt som at være lille igen at blive hentet på den måde.

Årsagen til gårsdagens hår-projekt var at Lillesøster afsluttede folkeskolen igår. Jeg kan slet ikke følge med, min "lille" søster er en ung kvinde efterhånden. At det så heller ikke ligefrem hjælper på det at pigen er omkring 10 centimeter højrere end jeg, har en kæreste og et liv med fuld fart over feltet, er en anden sag. Igår skulle den stå på "Hollywood-krøller", da temaet for deres afslutnings-galla var James Bond. Og jeg synes da at mission "Bond-babe" lykkedes ret så godt med Lillesøster i kropsnær, rød kjole, store krøller og stiletter.

I morges da jeg vågnede, lå der så en SMS i min indbakke, hvor Lillesøster havde skrevet tak for krøller og at hun havde høstet sig både en del komplimenter og også en mindre hovedpine, som følge af den mængde alkohol, som var gledet ned under festen. Men hun havde haft en dejlig dag og det er virkelig det vigtigste. Det har så stor betydning for mig at hun er glad.

I dag har bare stået på stille og rolig puslen rundt herhjemme, jeg har bagt en portion boller og ellers bare set lidt serier og nydt roen ved at det er helligdag.

Lillesøster, en ægte "Bond-babe".

"Tiden eksisterer for at ungå at alt sker på én gang" - Albert Einstein.

Jeg drømte om Bedstefar i nat. Ham, jeg og Lillesøster gik rundt i deres have og i skoven bag det hus, som ham og Bedstemor boede i, før at de flyttede ind til byen. I drømmen gik vi rundt og ledte efter påskeæg. Det har vi aldrig i virkeligheden prøvet at gøre i Bedstemor og Bedstefars have, men det gjorde vi altså i drømmen. Påskeæggene var farvestrålende i skovbunden og derfor ikke svære at finde. Bedstefar havde en kurv med og gik bagerst imens Lillesøster og jeg løb foran og samlede æggene. Det er egentlig en underlig drøm, men efter at jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg i tanke om at dengang at jeg var lille, måske omkring 5-6 år, da elskede jeg at være med Bedstefar ude i deres hønsegård for at fodre hønsene og indsamle æggene, for derefter at gå ind på Bedstefars værksted og vaske æggene rene med en gammel opvaskebørste og sirligt placere dem i æggebakkerne, som stod på bordet ved siden af håndvasken. Bedstefar og jeg snakkede ikke altid sammen imens vi gjorde det, men vi hyggede os med det. Jeg elskede at lave ting sammen med ham.

Jeg kunne sidde i timevis på bordet i hans værksted og se ham arbejde. Ligemeget om han var ved at udforme noget i træ, fumle med en gammel bil eller samle et modelfly, synes jeg at det var herligt at sidde og betragte ham, rode i høvlspånerne på gulvet eller kigge på alt det mærkværdige værktøj, som hang på væggene. Sommetider tog jeg den lille tavle og et stykke kridt i vindueskarmen og satte mig til at tegne, bare for at lave noget med hænderne. Kridtet og tavlen lå altid i vindueskarmen, så det var klart til at skrive resultater ned på, når Bedstefar, Far og evt. mine onkler tog et spil dart på dartskiven på væggen i værkstedet. I starten var jeg for lille til at være med, men da jeg blev ældre, deltog jeg ofte også i dartspillene. Bare mændene og mig og jeg nød det. Stemningen var altid herlig i værkstedet. Duften af træ og olie, den kærlige konkurrence og mørket der langsomt faldt på udenfor. De drak ofte en øl imens vi spillede, Bedstefar elskede special-øl.

Bedstefar lærte mig mange ting. Han lærte mig at gå på stylter, som han selv havde lavet. Han lærte mig at cykle på den lyserøde tandem-cykel. Han lærte mig at lege skjul i majs-marken og råbe "kuk-kuk" så at han kunne finde mig og at når man skulle fodre naboens hest med rugbrød, så skulle man have flad hånd og lade den snuppe det med sin bløde mule. At spille "Æsel" og "Hjerterfri". Han viste mig alle sneglene, som boede bag ved garagen og vi stillede dem op på række på bænken og lavede snegle-væddeløb. Og når det blev eftermiddag og de glatte, runde kastanjer faldt ned fra det store kastanjetræ i gårdspladsen, samlede vi dem sammen i en kurv og sad på bænken foran køkkenvinduet og lavede kastanjedyr. Bedstefar havde altid sin lille schweizerkniv i lommen, man vidste jo aldrig hvornår at man fik brug for en kniv, saks, proptrækker eller måske endda en lillebitte sav.

Men det allerbedste var når han gyngede mig. Ingen kunne få gynge til at svinge ligeså højt, som Bedstefar kunne. Han kunne skubbe gyngen, så jeg følte at jeg gyngede helt ind i himlen. Jeg grinede, skreg "højere, højere endnu" til at vi var nødt til at stoppe så han ikke skulle få krampe i armene. Så gik vi om og satte os på bænken i baghaven og Bedstefar tog piben og tobakken op ad brystlommen på den brune lædervest, som han altid gik med. Tobakken duftede krydret og var en del af Bedstefars duft. Vi sad bare der i haven, uden rigtig at sige noget. Sad der bare ved siden af hinanden og nød at være til.

Bedstefar elskede lakrids. Hvert år købte vi en stor kasse lakrids til ham, både til hans fødselsdag og til jul og selvom at det var hans gave, så bød han altid rundt. Selv spiste han og Bedstemor derefter hver 2 stykker lakrids fra kassen hver eneste aften når de alligevel fik deres aftenkaffe til TV-avisen klokken 21.00. Lillesøster og jeg fik også 2 stykker lakrids til aftenkaffen, når vi overnattede hos dem. Aftenskaffen bestod ofte af småkager, kage eller blot en ostemad. Bedstefar delte altid sin aftenkaffe, selv lakridserne med katten, som altid lå på hans mave og sov når han sad i sin stol. Bedstefar elskede katten og forkælede den som var den et spoleret barn og katten kunne ikke klare når avisen, en bog eller en Sudoko optog Bedstefars opmærksomhed og dermed tilsidesatte den. Så det endte altid med at den fik generobret Bedstefars kærlighed ved at hoppe op på hans mave og smyge sig op ad avisen lige til Bedstefar måtte opgive at læse den.

Når man overnattede hos Bedstemor og Bedstefar blev man vækket om morgenen, omkring klokken 08.00 når hanen galede. Og så var der morgenmad i køkkenet. Bedstefar skulle altid have det samme til morgenmad, hver eneste dag. En kop kaffe, et halvt stykke rugbrød med roquefort-ost, et halvt stykke rugbrød med smør og honning, et blødkogt æg med salt og et helt franskbrød med skiveost, hvor han ofte fodrede katten med osteskorperne. Morgenmad i deres køkken var altid en hyggestund og Bedstemor havde ofte købt enten Chocopops (som vi ALDRIG måtte få derhjemme) eller pålægschokolade (som vi kun måtte få i weekenden derhjemme) særligt til når Lillesøster og jeg var på besøg. Ligesom at vi ALTID fik pandekager med sukker og marmelade til aftensmad, når vi besøgte dem. Bedstemor lavede (og laver stadig) verden bedste pandekager uden sammenligning.

Om sommeren når vi besøgte Bedstemor og Bedstefar, tog vi tit på udflugt. Enten gik vi bare ned i den nærliggende skov eller ned til åen, hvor Mor havde leget som barn, eller også tog vi den lille røde bil og besøgte en ø. Ærø, Årø, Mandø, vi har været på mange små øer. Vi pakkede den orange madpakkekasse med kartoffelmadder, æggemadder, sodavand på flaske og en rulle kiks og så tog vi afsted. Lillesøster og jeg havde sommerkjoler og sandaler på og var det rigtig varmt, så smed Bedstefar skjorten og lædervesten og gik rundt i bar overkrop, så man kunne se tatoveringen af kolibrien på hans skulder. Der var ingen speciel betydning med kolibrien, han havde blot set den i en fuglebog, havde taget fuglebogen med tatovøren og fået den lavet, fordi at han synes at den var flot.

Alting ændrede sig da Bedstefar blev syg. Stædig som han var, gik der lang tid før at han endelig gik til lægen, han gik og skrantede i flere måneder før at Bedstemor tvang ham til lægen, hvor de opdagede at han gik rundt med en kold lungebetændelse. Han fik en penicilin-kur, men fik det ikke bedre og gik derfor igen til lægen. Lægen sendte ham videre til en grundigere undersøgelse, hvor de så opdagede den, kræften. Massevis af lymfeknuder, fyldt af grusom kræft. Trods de dårlige nyheder, var Bedstefar altid positiv, det skulle nok gå, han var jo en stædig mand, som ellers aldrig var syg.

Men det blev ikke bedre, Bedstefar blev mere og mere træt og efter nogle måneder med både stråling, kemo og medicin, måtte han indrømme at han ikke længere havde kræfter til at passe haven og huset på landet. Bedstemor og han skulle flytte, ind til byen, tættere på os. Vi var jo glade for at de ville komme til at bo tættere på, men at det var under de præmisser var bestemt ikke rart. Men huset blev solgt, katten blev aflivet og flytningen fandt sted. På dagen for flytningen var Bedstefar så træt, at det første, som blev flyttet op i den nye lejlighed, var hans stol, så han kunne slappe af. Vi bad ham alle om at tage den med ro og hvile sig, men vi vidste alle at han hadede at være nødt til at sætte sig og ikke hjælpe til. I perioden efter troede vi flere gange at vi skulle miste ham, han var så syg og træt og den stærke medicin satte sine præg på ham. Han mistede appetitten, han kunne ikke længere lide lakridser og kaffe og han tabte sig meget. Men gløden i hans øjne, hans lysende blå øjne, den var der endnu.

Endelig fandt man noget medicin, som lindrede ham lidt. Han fik lidt energi igen og var i stand til at gå en tur hver dag med rollatoren og han nød det. Han spiste lidt igen og nød endda en special-øl af og til. Men det skulle ikke blive ved. Med tiden blev Bedstefars kræftceller immune overfor den nye medicin og lægerne meldte ud at der nu ikke var mere at gøre, andet end at smertedække ham så godt som at de kunne. Det holdt nogle måneder.
Jeg husker at jeg en dag i juli besøgte ham og Bedstemor i lejligheden. Det var urimelig varmt og vi sad på altanen og drak en sodavand, snakkede og grinede. Kort tid efter, blev jeg indlagt i Odense og var derfor ikke i stand til at tage ind og besøge dem. Når Mor eller Far besøgte mig i Odense, fortalte de mig at Bedstefar ikke havde det så godt, men jeg tror aldrig at jeg var helt klar over hvor slemt at det stod til.

I september fik jeg lov at få orlov til at komme hjem til Mors fødselsdag. Det var den syvende og vi skulle fejre hende inde hos Bedstemor og Bedstefar, fordi at Bedstefar ikke havde kræfter til at tage hjem til Mor og Far. Jeg prøvede at forberede mig selv på hvilket syn der ville møde mig, men alligevel blev jeg så chokeret da jeg trådte ind i Bedstemor og Bedstefars soveværelse. Dér lå han, min kære Bedstefar, i en hospitalsseng, tynd og grå at se på. Han kunne ikke selv sætte sig op i sengen og han sagde ingenting. Men det værste var at den var forsvundet, gløden. Hans øjne strålede ikke mere. Han lå bare og var skiftevis sovende og vågen hele eftermiddagen. Da jeg skulle tilbage til Odense, kyssede jeg ham på panden, holdt hans hånd og fortalte ham at jeg elskede ham. Jeg tror at jeg dybt indeni godt vidste at dette var sidste gang at jeg ville se ham. Mn jeg lod ham ikke føle det, jeg lod tårerne vente til at jeg sad i bilen på vej til Odense.

2 dage efter ringede Far. Han sagde at det var sket. Det værste der kunne ske. Bedstefar var ikke længere hos os, han var sovet ind tidligt samme morgen, mens Mor, Bedstemor og en sygeplejerske havde siddet hos ham. Han havde ikke været alene. Men han var væk. For altid, jeg skulle aldrig se ham igen. Jeg havde ingen ord, jeg græd bare. En af sygeplejerskerne talte med Far i telefonen og han forklarede dem situationen, så at jeg selv kunne slippe for at skulle gøre det.
De følgende dage gik jeg bare rundt i en tåge, jeg kunne ikke forstå at det var slut. Jeg er min Bedstefars første barnebarn og derfor har der altid været et helt specielt bånd mellem os.

Senere på ugen var jeg igen hjemme på orlov, for at deltage i hans begravelse. Da vi sad på stolene omkring kisten inde i kirken og orgelet begyndte at spille, gik det op for mig rigtigt, for første gang at jeg aldrig mere skulle smyge min lille hånd ind i hans store næve og så fik tårerne frit løb. Jeg hulkede og hulkede og Mor lagde armen om mig og vi sad dér og græd, mens orgelet spillede "Nu falmer skoven trindt om land" af Grundtvig.
Da rustvognen kørte væk med Bedstefars kiste, tog jeg Bedstemors hånd. Og dér stod vi og så den køre, vi blev stående til at vi ikke længere kunne se den og derefter gik vi op på kirkegården for at se stedet hvor at han skulle ligge. Efterfølgende var der gravøl på en af de lokale caféer og man kunne tydeligt mærke på alle at man forsøgte at skabe en rar stemning. Bedstefar ville ikke have ønsket at vi bare skulle sidde og græde, han ville have ønsket at vi skulle være glade og mindes alle de gode ting sammen.

Nu skriver vi maj i kalenderen og om knap 4 måneder, er det et helt år siden at Bedstefar gik bort. Jeg græder sommetider stadig når jeg tænker tilbage, flere gange under tilblivelsen af dette indlæg. Smerten over tabet af ham, vil aldrig forsvinde, men det vil de gode minder heller ikke. Og hvis smerten bliver for stor, så ser jeg mig i spejlet, hvor mit spejlbillede kigger tilbage på mig med øjne i præcis samme blå nuance som Bedstefars havde. Både Mors og Lillesøster har grønne øjne, men mine er blå. Eller også kigger jeg på mit venstre håndled, hvor tatoveringen af kolibrien for altid vil være, som et evigt synligt minde om ham, Bedstefar, den stærkeste og mest fantastiske mand jeg nogensinde vil komme til at have kendt.

Glæden ved en stor øl.

Bedstefar og lakrids-kassen.

En glad Bedstefar.

En fjollet Bedstefar.

Altid gemt.

Om at vælge.

Jeg har stemt i dag. Jeg brugte lang tid inde i boksen på at udvælge et navn at placere mit kryds ved, da jeg ikke havde sat mig 100% ind i hvad ALLE partier stod inde for og derfor blev jeg i tvivl, selvom at jeg egentlig havde besluttet mig hjemmefra. Men jeg endte med krydset ved dét navn, som jeg havde besluttet mig for fra starten og lod mig ikke påvirke af min tvivl. Nu var det gjort, jeg har været med til at tage et valg for Danmark, som en del af befolkningen. Dog et anonymt valg, men i princippet, sådan rent teoretisk kan det jo være én enkelt stemme, som kan være den afgørende for hvem der skal sidde på magten. Den tanke gør mig nervøs. Hvad nu, hvis det er lige præcis min stemme, der får den betydning? Så er det jo i teorien MIN fejl, at et parti bliver valgt og hvis de så gør et dårligt arbejde og bringer landet ned, så er det jo faktisk min skyld, fordi at det ikke ville være sket, hvis at jeg havde sat mine to overlappende, skæve streger i et andet felt.

Jeg er vokset op i en familie med en mor, der er pædagog og dermed rød og en far, der er selvstændig og dermed blå. Ikke at politik er blevet drøftet, som hver dags hovedemne over aftensmaden gennem hele min barndom, men jeg vil vove at påstå at både min søster og jeg ofte har deltaget i samtalerne vedrørende holder rent politisk. Vi er blevet opdraget til at dét bare at stå og se passivt til, var forkert og at man gerne måtte have sin egen mening og holde fast i den, selvom at andre ikke delte samme mening. På en måde har det jo været meget praktisk at mine forældre havde så forskellige holdninger,  men samtidig sætter det jo mig i en situation, hvor at jeg er nødt til at danne mine egne holdninger, da jeg ikke bare kan sige "når nu at mine forældre begge stemmer på Venstre, så kan jeg da også bare stemme på Venstre". Det ville være nemmere, men også bare lidt at springe over hvor gærdet er lavest.

Det er egentlig utroligt at man kan være så bange for at fejle og være skyld i at dårlige ting sker, at man kan sidde og dunke sig selv oveni hovedet, med at man måske er skyldig i at et valg gik dårligt. Jeg ved jo godt med min dybe fornuft, at det på ingen måde kan være min skyld, der er jo millioner af andre mennesker der også har sat deres krydser i afgørende felter. Men alligevel får det mig til at tvivle her efterfølgende, - skulle jeg bare have stemt blankt? Nej, jeg skulle ikke have stemt blankt. Jeg kan jo godt lide at have en holdning, jeg kan godt lide at vi alle har en mulighed for at vælge side og give vores bidrag til hvordan at vi synes at samfundet skal bygges op. Jeg skal ikke gå og frygte at nogen blive vrede eller skuffede over mig, fordi at jeg har stemt som jeg har gjort. Jeg har ligeså meget ret til at stemme som alle andre, min mening er ikke mere forkert end så mange andre.

Men det er bare hvad min fornuft siger, en helt tredje ting er stemmerne i mit hovede. Jeg kan sagtens sige de fornuftige ting til mig selv, men at tro på det er sværere en som så. Åh, hvor er det svært det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere mig selv, bare en lillebitte smule...

Et tilfælde?

I går skrev jeg et indlæg, hvori jeg nævnte at jeg ikke kunne mindes hvornår at jeg sidst havde grædt og at jeg faktisk savnede at få den form for forløsning, på en eller anden måde. Og som et trylleslag, lige efter at jeg havde udgivet indlægget, banker det på min dør og det er min kontaktperson Solstrålen. Og hun formåede at få trykket lige på de rigtige knapper, så jeg faktisk fik tårer i øjnene. Jeg græd ikke hysterisk på nogen måde, ingen hulken eller hiksten, men et par enkelte tårer fik lov at trille. Så forhåbentlig var det en start på at få åbnet op og lukket lidt ud igen.

Vi snakkede mest om dét at føle sig til besvær. Mine kontaktpersoner (Blomst og Solstrålen) har utrolig travlt for tiden, grundet af en masse ændringer med deres tider og arbejdsopgaver, så derfor bliver de ofte forsinkede eller er nødt til at udskyde samtaler. Og når dét sker at de skriver/ringer og siger at de er forsinkede eller spørger om det er i orden at de rykker mine tider, så er jeg nok for hurtig til bare at sige at det er helt i orden, istedet for at mærke efter om jeg rent faktisk har behov for at de kommer og snakker med mig. Jeg er så bange for at de skal synes at jeg er besværlig og derfor miste lysten til at komme hos mig og på den anden side er jeg bange for at udstråle at jeg ikke har brug for dem og at de derfor ikke kommer hos mig. Så jeg er både bange for at være for meget, men også at være for lidt.

Solstrålen forsikrede mig om at jeg IKKE var til besvær og at jeg altid kunne ringe eller skrive. At hun HAR lyst til at komme hos mig, at hun holder af mig og at hun godt ved at jeg ofte lukker af og derfor måske har det skidt, selvom at jeg foregiver og siger noget andet. Hun holdt om mig, som jeg havde brug for lige i det øjeblik. Hun er virkelig fantastisk. Dét at hun gang på gang giver sig tid til at skære ud i pap for mig, at hun er der og vil blive ved med at være der så længe at jeg vil have det, selvom at hun godt ved at jeg ikke tror på det eller forstår det, er virkelig fantastisk. For sommetider er det rart at få at vide, selvom at man ikke kan tro på det. Bare dét at høre ordene, det varmer et eller andet sted og man føler i et øjeblik at man ikke er helt alene i verden.

Bløde boller

(ca. 20 stk.)

Ingredienser:
600-800 g. hvedemel

1 dl. olie

2,5 dl. lunkent vand

1,5 dl. yoghurt naturel

0,5 tsk. salt.

3 spsk. sukker

50 g. gær

Fremgangsmetode:

• Bland sukker, salt, yoghurt, vand og olie sammen i en skål.
• Opløs gæren i blandingen.
• Tilsæt først omkring 500 gram mel og fortsæt med at tilføje mere mel til dejen er smidig. Dejen må hellere være en smule klistret end for tør.
• Vend dejen ud på bordet og ælt den godt igennem til den er blød og elastisk.
• Lad dejen hæve et lunt sted i 30 minutter.
• Form dejen til boller og placér dem på en bageplade med god plads imellem.
• Lad bollerne hæve igen et lunt sted under et fugtigt klæde, gerne i 60 minutter, men hvis du har travlt kan 40 minutter gøre det.
• Forvarm ovnen til 200 grader.
• Pensl boller med enten mælk (for blød skorpe) eller æg (for sprød og blank skorpe).
• Bag bollerne i 12-18 minutter alt afhængig af størrelsen. De skal være gyldne og lysebrune på toppen og under bunden og det skal lyde hult når du "banker" under bunden på dem.
• Lad bollerne afkøle på en bagerist.

Så er der kun tilbage at nyde de nybagte, bløde boller enten som de er eller med pålæg.

Tip: Dette er en basis opskrift så her er der et par gode variationer, som du kan tilføje til dejen:

• 200 g. revet gulerod.
• Rosiner.
• Hakket chokolade.
• Kerner eller frø efter smag.
• Udskift halvdelen af melet med havregryn eller en anden meltype.

Jeg penslede mine boller med mælk.

Luftig og blød krumme.

Om tårer, tanker og tordenvejr.

Engang græd jeg meget. Hver eneste dag faktisk. Jeg kunne græde i timevis, hulke og være helt håbløs at trøste. Nu kan jeg slet ikke huske hvornår at jeg sidst har grædt og på en eller anden måde så skræmmer det mig en smule. Det er en normal og menneskelig ting at græde og jeg er i tvivl om, om grunden til min manglende gråd simpelthen er at jeg ikke giver mig selv lov. At jeg lukker mine følelser af. Når jeg tænker tilbage mindes jeg at få en form for ro når jeg havde grædt, at jeg ligesom fik tømt lidt ud af de ting indeni, som smertede. Så selvom at det kan lyde mærkværdigt, så savner jeg lidt at græde og på den måde at få "lettet trykket". For det er ikke at jeg ikke har lysten til at græde, jeg kan simpelthen bare ikke.

Jeg var i Odense til kontrol igår og det gik egentlig meget som forventet. Min vægt var stabil, mit blodtryk var OK og der var ikke rigtig noget at komme efter. Men det var en læge, som jeg ikke havde mødt før og som derfor ikke havde sat sig ind i min journal, stolede på mig eller kendte til min baggrund, hvilket gjorde samtalen ret ligegyldig. Derudover var hun meget defensiv og tøvede ikke med at beskylde mig for at ville ud at drikke vand før vejning (hvilket er en latterlig beskyldning, da grunden til at jeg ville på toilettet inden vejningen, var for at få en så reel vægt som muligt ved ikke at have en fyldt blære), og det gjorde mig faktisk mere ked af det end jeg havde troet at det ville gøre. Det er hårdt når man går og forsøger på at gøre alting så godt som muligt og at når man så faktisk formår at holde det hele på et OK plan, at man så straks bliver mistænkt for at modarbejde.

I det hele taget, får jeg bare en ubehagelig fornemmelse i maven hver gang at jeg er i Odense. Når jeg går af de samme stier og veje, som jeg altid gik ture på når jeg var indlagt, føler jeg bare at jeg er tilbage ved start. Jeg føler mig så syg, fordi at jeg er nødsaget til at gå til kontroller og samtidig føler jeg mig slet ikke syg nok til at komme til kontrollerne. Det hele er så ambivalent og min hjerne kører på højtryk hver gang at jeg er afsted. Det er nok højst sandsynligt også derfor at de her kontrol-ture er så udmattende og at jeg gruer for dem. Jeg er jo ikke nervøs for selve kontrollen, jeg holder jo selv øje med vægten herhjemme og rent fysisk er det jo ikke særligt krævende at sidde og blunde 4 timer i et tog. Men mentalt, - puha, der sejler det hele bare rundt for mig og mine tanker vælter rundt i hovedet på mig og jeg kan hverken finde hovede eller hale i noget som helst.

Alt dette lå jeg og tænkte på i nat, da jeg ikke kunne sove, grundet af de voldsomme glimt fra lynene og de øredøvende tordenbrag udenfor. Jeg kan ikke mindes hvornår at jeg sidst har oplevet et så kraftfuldt tordenvejr, som det i nat, og det varede i flere timer. Men jeg kan godt lide tordenvejr, jeg synes at det er hyggeligt at sidde i vindueskarmen med åbent vindue, kigge på lynene, tælle sekunderne før braget og lytte til regnen der som oftest også siler ned. Det gør mig rolig når naturen og verden er i udbrud, da min uro indeni så slet ikke er noget voldsomt sammenlignet med det. For jeg har det ofte, som om at der er et tordenvejr indeni mig. At det hele buldrer og brager i mit hovede, lysglimt som blænder min evne til at se de fornuftige synspunkter og en tyk, grå regnsky, som svæver over mit hovede og gør det svært for mig at smile.

Sikke et rodet indlæg, som det blev til, men der var bare lige så meget der skulle skribles ned.

"Fairytales do not tell children the dragons exist. Children already know that dragons exist. Fairytales tell children the dragons can be killed."

I dag da jeg kom hjem, lugtede jeg simpelthen langt væk af bål-røg. Det er sådan at jeg for at gøre mit for at være til gavn for samfundet, så arbejder jeg på deltid i en fritidsordning 3 dage i ugen. Børnene i den gruppe hvor jeg er, er mellem 5 og 7 år, så det er virkelig en dejlig (og livlig!) flok at bruge tiden sammen med. Der er tonsvis af spørgsmål at besvare, perleplader at lave og historier at lægger øre til. Og i dag, faktisk hver onsdag, er der så bål hvor "de voksne" laver en eller anden form for bålmad, som børnene så kan få. I dag stod den på "Pytt i Panna", som trods det interessante (norske) navn egentlig bare er en omgang biksemad af kartofler, pølser og diverse grøntsager, som bliver smidt i et bålfad med lidt krydderier og så bliver stegt over åben ild. Dertil kunne børnene så lave sig et snobrød også. Jeg endte dog med at lave en 6-7 snobrød også, da tålmodigheden slap op ved et par stykker og jeg endte derfor med at lugte fælt af røg.
Det var dog rigtig hyggeligt at sidde sammen med ungerne og snakke om alt mellem himmel og jord, for der lægges hverken skjul på fantasi, selvtillid eller nysgerrighed i den alder og jeg nyder virkelig den ligefremhed, som børn endnu besidder. Man skal ikke tænke så meget for at afkode, om der mon nu er en skjult mening eller hentydning i deres ord, de siger bare tingene, som de nu er uden at skulle pakke alting så grundigt ind i højtidelige udtalelser eller snørklede forklaringer.

Trods en hyggelig dag er jeg dog en smule træt i hovedet, jeg har med sikkerhed fået mit sociale behov opfyldt i dag, da jeg også lige nåede at have en samtale med min søde kontaktperson Blomst inden at jeg tog på arbejde. Ikke nogen særlig alvorlig samtale, bare en god snak hvor det ene emne egentlig bare tog det andet.

I morgen er fridag fra arbejde, men jeg skal desværre bruge det meste af den i toget, da jeg skal til læge-kontrol (som jeg er en gang imellem) på OUH. Jeg er ikke nervøs for kontrollerne, som jeg var i starten, jeg gider bare ikke derover. Både læger og sygeplejesker er rigtig søde, men jeg synes at det er anstrengende at skulle bruge en hel dag på turen til Odense. Dét at skulle sidde 2 timer i toget hver vej, for at komme til en kontrol der varer omkring 20 minutter og egentlig bare er en konstatering om at ting går OK, irriterer mig en smule. Derudover er jeg altid helt udmattet mentalt efter sådan en dag, fordi at det er en udfordring for mig at skulle planlægge det hele, så det passer med bus, tog, samtaler og mine rutiner, hvilket er et større puslespil. Men ja, da jeg i mandags ringede og spurgte om der var mulighed for at få en ny tid for at slippe for at skulle afsted, fik jeg at vide at ja, der var da en ny tid: - til september. SEPTEMBER?! Nå, så måtte jeg jo bide i det sure æble og hanke op i mig selv og få det overstået.

Solskin og scones.

I dag har bare været en stille og rolig dag. Men det er de fleste af mine dage faktisk, i hvertfald de dage hvor at jeg ikke er på arbejde eller har andre planer. Min oprindelige plan for dagen var at jeg skulle have haft et møde med to andre piger, som bor i samme bo-tilbud/lejligheds kompleks som jeg gør, med en af dem som er med til at lede stedet, for at prøve på at åbne kommunens øjne for at vores støtte/kontakt personer simpelthen ikke har tid nok til rådighed til os, da de hele tiden bliver overlæsset med opgaver, som de ikke burde stå med. Derudover synes vi at det er for dårligt at de slet ikke bliver tilbudt at få noget mere viden omkring forskellige psykiske problematikker, da de helt vildt gerne vil kunne forstå os bedre, men bare ikke får noget undervisning. 
Nå, tilbage på sporet, det møde vi skulle have haft valgte hende lederen så at aflyse og udskyde til d. 11. juni istedet, typisk. Men fordi at jeg jo havde regnet med at skulle til møde, var jeg stået op i ordentlig tid og da jeg ikke følte for at gå i seng igen, så tænkte jeg at jeg da ligeså godt kunne få købt de par småting, som at jeg manglede og gå en tur fordi at solen skinnede.

Senere på eftermiddagen vældede den største trang til at bage et eller andet op i mig og min sædvanlige go-to, når den trang melder sig, er en eller anden form for brød eller boller. Men mit gær havde det, mildt sagt, ikke særlig godt og da jeg allerede havde været i fakta én gang måtte jeg jo finde på noget andet. Så jeg kastede mig ud i nogle scones. Og da den herlige blogger, Birthe, desværre døde af kræft for et par dage siden, valgte jeg at bruge hendes foretrukne opskrift (dog tilpasset til de ting, som at jeg lige havde i skabene) for at ære hendes minde, på en eller anden mærkelig vis. Men det er vel tanken der tæller.

Meget sørgeligt gær.

Nybagt scone, mums.

Scones.

(10-12 stk.)

Ingredienser:
300 g. hvedemel
120 g. koldt smør
20 g. sukker
0,5 dl. vand
0,75 dl. yoghurt naturel
1 stort æg
2,5 tsk. bagepulver
1 knivspids salt

Fremgangsmetode:

• Bland mel, sukker, salt og bagepulver sammen i en skål.
• Gnid det kolde smør ud i melblandingen til at massen er ensartet og smuldret.
• Stil det i køleskabet i 10 minutter.
• Bland æg, vand og yoghurt i en anden skål og stil også det i køleskabet i 10 minutter.
• Forvarm ovnen til 185 grader.
• Bland de våde og de tørre ingredienser, men ælt det ikke mere end højst nødvendigt.
• Når dejen kun lige hænger sammen og er en smule klistret, stilles den i køleskabet igen i 10 minutter.
• Rul den afkølede dej ud på et meldrysset bord (ca. 1,5 cm. tykt) og stik scones ud med en udstikker eller et glas og placer dem på en bageplade. Du kan også bare forme dejen til boller og trykke dem flade.
• Bag i 8 minutter og sænk derefter varmen til 170 grader.
• Bag færdigt i 10-15 minutter eller til at de er gyldne og gennembagte.
• Lad de varme scones afkøle på en bagerist.

Nyd dine scones lune eller kolde, som de er eller med smør og marmelade eller som englænderne med "jam and clotted cream".

Direkte fra ovnen.

"Smuldret" og fast i krummen, som en scone skal være.

Tilbage til bloggens verden.

Så er jeg tilbage igen. Ny blog, ny start, nye tanker og ord, der bare ligger i min hjernes skuffer og venter på at blive skrevet ned. Jeg vil ingen forventninger stille op til min egen formåen her til bloggen, men derimod bare tage det hele fra en ende af og se hvad der kommer til at ske.