"Et menneske uden fantasi er som en fugl uden vinger."

"Det er en historie om en pige, som var bange for mørket. Men så en dag, kom der en ånd og tog sammen fløj de til et magisk land, hvor ånden viste hende at mørket ikke altid er så farligt, som man tror at det er. Og dér i hjørnet sidder hendes ven, Mariehønen, og holder vagt."

Noget af det, som at jeg holder allermest af ved at arbejde i en fritidsordning, er at snakke med børnene. Lytte til deres fantasifulde fortællinger og uskyldige tankegang. Opleve hvor uberørte og lykkeligt uvidende at de er omkring al den sorg og smerte, som finder sted ude i verden. Blot se dem lege og grine sammen eller sidde og tegne, forsvundet helt ind i deres eget, lille univers. Her var det den herligste lille pige fra første klasse, Agnes, som indviede mig i den tegning, som at hun var igang med. Hun fortalte lystigt hele historien med så mange detaljer, at jeg ikke kunne lade være med at blive helt betaget. Hun mindede mig så meget om det barn, som at jeg selv var, dengang at jeg var 8 år gammel. Jeg kunne også sidde og nørkle med en tegning eller noget papirklip for mig selv i timevis og virkelig hygge mig i mit eget selskab. Min fantasi var endeløs, mit sind var uskyldigt og det eneste af betydning, var om jeg tegnede indenfor stregerne. I min optik, er det sådan at det skal være at være barn.

Jeg synes personligt at det er trist at så mange børn efterhånden, har mistet en god portion af deres fantasi og derfor ikke finder værdien i de samme ting, som jeg gjorde dengang. Verden er blevet meget mere materialistisk og erobret af tablets og computerspil. Jeg mærker et stik af vemod, når et barn ikke er i stand til at fantasere og er nødt til at kunne tage at føle på alting, for at kunne se det for sig. Derimod bliver jeg varm helt ned i tæerne over situationer, som denne med Agnes. Dét at se at børnenes fantasi stadig lever og at alting ikke er gået op i teknologi og plastik. Det gør mig glad.