Jeg sidder her og skriver fordi at Sofus sover. Det gør han sjældent og det er helt umuligt at benytte computeren, når at han er vågen. Han er overalt. Han hopper op på køkkenbordet, som er det eneste sted, hvor at jeg ikke vil have ham. Han bider i ledninger og sko. Han kradser i mine møbler og i mine vægge. Han tisser på min dyne. Han miaver hele natten, så at jeg ikke får sovet. Jeg er efterhånden desperat efter at få ham til at lystre bare en lille smule.
Jeg vidste at det ville live en opgave at få en killing, dog var jeg ikke klar over hvor meget at det ville stresse mig. Det er begyndt at påvirke mit i forvejen dårlige selvværd, da han får mig til at føle mig som en dårlig ejer, der blot skælder ud og er efter ham, samtidig med at jeg dunker mig selv oveni hovedet med hvor dårlig at jeg er til at opdrage og lære ham ting.
I skrivende stund må jeg erkende at jeg virkelig tænker på, om det er for stor en opgave for mig at have ham. Om jeg mentalt er stabil nok til at kunne rumme ham. For det er også synd for ham, da han jo nok bare ikke ved bedre, at jeg hele tiden vrisser ad ham og skælder ham ud. For han er jo sød, 20 procent af tiden cirka og jeg holder rigtig meget af ham. Jeg ved virkelig ikke hvad, som at jeg skal gøre.
Åh, jeg havde virkelig også en lang periode, hvor jeg fortrød, at jeg havde fået Silke, og hvor det var en alt for stor opgave for mig. Det gav mig endnu flere bekymringer, mere stress og mere pres og dårlig samvittighed osv. I dag er jeg glad for, at jeg ikke kom af med hende igen - men for mig var det måske også lidt anderledes. For Silke har været renlig, siden jeg fik hende, og hun har ikke kradset i vægge og vækket mig om natten. For mig lå det hele mere indeni mig selv - og så selvfølgelig i al den tid, man skal bruge sammen med en killing. Jeg havde dårlig samvittighed, hver gang jeg forlod huset.
SvarSletJeg ved ikke, hvad du skal gøre, søde du. Jeg tror, du ville blive glad for at have en kat - men måske er det bedre for dig at få en voksen kat, som allerede er renlig og opdraget. Jeg ved det ikke. Sender dig i hvert fald en hel masse medfølelse og knus og tanker. Og så synes jeg, at du er sej, at du fortæller om disse følelser. Ikke, fordi jeg synes, at du har noget at skamme dig over - men jeg skammede mig bare alligevel selv rigtig meget over at have de følelser. For dén side af historien hører man jo ikke så meget om. Man hører mest kun, hvor dejligt det er.
<3
Din kommentar her varmer virkelig, den rammer det helt rigtige sted. Jeg har heldigvis fået sovet bare en anelse nu og ting virker igen lidt mere overskuelige plus at jeg har taget de skrappe midler i brug. En forstøver og dobbeltklæbende tape på bordkanten, han skal lære hvem der bestemmer!
SvarSletDet er så dejligt at nogen forstår, kram i massevis. <3